For en uge siden leverede Seattle Seahawks og Buffalo Bills et af de mest medrivende opgør i denne NFL-sæson. I nat ser MNF ud til at blive endnu en intens affære med store implikationer for slutspilsbilledet, når New York Giants byder velkommen til Cincinnati Bengals.

Der findes ikke en større scene end the Big Apple til et opgør i primetime. Især ikke når kampen har stor betydning for begge holds videre færd i 2016-sæsonen. Det er tilfældet i nat, hvor Odell Beckham Jr. og New York Giants får besøg af A.J. Green og Cincinnati Bengals. Hjemmeholdet er 5-3 efter tre sejre i træk og er i den grad med i kampen om slutspilspladserne i NFC, men hænger stadig efter Dallas Cowboys, der med syv sejre sidder tungt på NFC East. Gæsterne er blot 3-4-1, men kan med et ‘W’ bringe holde trit med Baltimore Ravens (5-4) og Pittsburgh Steelers (4-5) i AFC North. Der er derfor meget på spil i tiende spillerundes afsluttende opgør. Se med på TV3 SPORT 1 fra kl. 02.30.

Giants’ første halvdel af sæsonen har været alt andet end normal, men resultaterne har været rigtigt fornuftige. New York lagde ud med to spinkle sejre over Dallas Cowboys og New Orleans Saints efterfulgt af tre nederlag i træk. Siden er holdet komme tilbage på sporet igen med en fin sejrsstime, der er gået ud over Baltimore Ravens, Los Angeles Rams og senest Philadelphia Eagles.

De seneste år har vi vænnet os til at se Bengals komme som skudt ud af en kanon i starten af sæsonen, men det har ikke været tilfældet i år. Cincinnati har blot hentet tre sejre – alle mod mindre imponerende modstandere i New York Jets, Miami Dolphins og Cleveland Browns. Nederlagene er sket mod tre markante slutspilshold fra sidste år – Pittsburgh Steelers, Denver Broncos og New England Patriots – samt fremragende Dallas Cowboys. For to uger siden spillede Bengals uafgjort mod Washington Redskins på Wembley.

To skuffende enheder

Giants-angrebet har generelt været skuffende i den første halvdel af sæsonen. Eli Mannings spil har været meget op og ned, og selvom New York yardsmæssigt rangerer som det sjettebedste kasteangreb, er der uden tvivl plads til forbedringer. Manning spillede magisk i første halvleg mod Eagles, men i anden halvleg var han ved at forære kampen væk ved at kaste to interceptions. Quarterbackens problem er stadig, at han pludselig kan lave mærkværdige fejl, og skiller han sig først af med den uheldige vane, kan angrebet blive ekstremt giftigt. Wide receiver Odell Beckham Jr. er en af NFLs bedste på positionen, mens Sterling Shepard og Victor Cruz begge har eksplosiviteten til at lave store, kampafgørende spil.

Mens kastespillet er godt, er løbespillet i den helt anden ende af skalaen som det værste i NFL. Det skyldes kombinationen af en dårlig offensiv linje samt middelmådige runningbacks i Reshad Jennings og Orleans Darkwa. New York skal have gang i bare lidt løbespil, for ellers kommer det til at blive dyrt, når de vigtige kampe finder sted i december.

Bengals’ forsvar har i de første otte kampe ikke spillet op til det vanlige niveau. På papiret har enheden dygtige spillere i alle tre rækker, men den indbyrdes forståelse virker til at have lidt et knæk. Både mod løbet og kastet er Cincinnati rangeret i den dårlige halvdel, hvilket er meget ukarakteristisk for Marvin Lewis’ tropper. Forsvarets bedste spillere finder vi på den defensive linje, hvor Geno Atkins og Carlos Dunlap spiller rigtig solidt, men ellers har de andre profiler skuffet. Linebacker-gruppen med Vontaze Burfict, Karlos Dansby, Rey Maualuga og Vincent Rey har så meget erfaring at man burde kunne forvente et højt niveau. Det har slet ikke været tilfældet. Burfict og Co. virker langsomme og blev i den grad udstillet af tight end Jordan Reed i London. Holdets secondary var i 2015 en af de bedste i NFL, men i år har gruppen spillet skidt. Adam “Pacman” Jones, Dre Kirkpatrick og Darqueze Dennard er alle faldet i niveau, og så er det ikke let at være Atkins og Dunlap oppe foran. Cincinnati har netop haft en bye-week, og jeg forventer, at forsvarstræner Paul Guenther har formået at få styr på forsvaret, så det kommer ud med en anden gnist og sammenhængskraft.

Hvornår åbner Giants for sack-kontoen?

I modsætning til forsvaret har Bengals-angrebet spillet flot football. Andy Dalton har i skyggen af quarterbacks som Matt Ryan, Tom Brady og Derek Carr gang i en solid sæson, selvom den offensive linje har været på et usædvanligt lavt niveau ved at tillade 25 sacks. Dalton har i snit kastet knap 300 yards per kamp med ni touchdowns og tre interception til følge. Han laver meget få fejl og formår ofte at sætte fremragende A.J. Green i scene. Wide receiveren har gang i sin bedste sæson målt på yards, hvor han er på vej mod utrolige 1.792 yards. Derudover udgør Brandon LaFell og Tyler Boyd en respektabel duo, mens tight end Tyler Eifert endelig er vendt tilbage efter en skade. Han stemplede ind med ni grebne bolde for 102 yards og et touchdown mod Redskins,  og han er uden tvivl Daltons favoritvåben efter Green.

Løbespillet har også set fint ud, selvom det varierer meget fra kamp til kamp, hvor effektivt Jeremy Hill og Giovani Bernard løber bolden. I tre af Bengals’ fire nederlag har Hill maksimalt snittet tre yards per løb, så holdet skal stadig have mere stabilitet ind i løbespillet.

Værternes forsvar er betydeligt bedre end i 2015, men det kan ikke karakteriseres som meget mere end middelmådigt i NFL-sammenhæng. Enheden er bundsolid imod løbet. Damon Harrison er muligvis NFLs bedste run-stopper, og det kræver mindst to offensive linjemænd at blokere ham. Både Olivier Vernon og Jason Pierre-Paul er også rigtig stærke i løbespillet, men det virker som om, at deres indsats i den facet af spillet, koster pass rush. Giants står blot noteret for 11 sacks, hvilket er færrest i ligaen sammen med New Orleans Saints og Pittsburgh Steelers. Det giver ikke de bedste arbejdsvilkår for holdets secondary, der statistisk set er blandt de dårligere i NFL. Cornerback Janoris Jenkins, der blev hentet i offseason, og den unge safety, Landon Collins, er dog to lyspunkter, som kan stå i spidsen for forsvaret i mange år.

Begge spillere er playmakere, der kan tage bolden til huset. Når forsvaret får genereret noget mere pass rush, bliver det for alvor giftigt.  

Afgørende matchups

Kampens helt afgørende slag står mellem NY-receiverne og Bengals’ secondary. Pacman og Kirkpatrick skal først og fremmest finde en måde at gøre livet surt for Odell Beckham. OBJ kan afgøre kampe på egen hånd, og bare et enkelt stort spil af stjernen kan tænde hele stadion, Giants-holdet og dermed vende kampen. Kan Cincinnati forhindre Beckham i at være en afgørende faktor, er gæsterne nået langt.

Vigtige skader

Giants: New York må undvære startende guard Justin Pugh, og wide receiver Victor Cruz misser sandsynligvis også opgøret. Linebacker Jonathan Casillas, defensive end Kerry Wynn og safety Andrew Adams kommer med spørgsmålstegn.

Bengals: Cincinnati er uden linebacker Rey Maualuga, mens defensive Michael Johnson og wide receiver James Wright er tvivlsomme.

Seneste møde

Da holdene hører til i hver sin konference, skal vi fire år tilbage for at finde det seneste indbyrdes opgør. Det fandt sted i Cincinnati, hvor Bengals vandt 31-13.

Samlet vurdering   

Dette opgør er virkelig et ‘toss-up’ i mine øjne. Jeg tror, det bliver tæt til det aller sidste, men mon ikke vi undgår endnu en uafgjort kamp fra Bengals’ side. Gæsterne vinder 27-24 efter overtid.