Sidste søndag blev årets anden London-kamp spillet, da New York Giants besejrede LA Rams i det første NFL-opgør nogensinde på Twickenham Stadium. Denne søndag er vi tilbage på Wembley til et meget interessant opgør mellem Cincinnati Bengals og Washington Redskins.

NFL-sæsonen flyver af sted. Torsdag tog Tennessee Titans og Jacksonville Jaguars hul på spillerunde 8, og det betyder, at vi allerede er nået til den tredje og sidste kamp i London i år. Opgøret på Wembley tegner til at blive en åben affære mellem to jævnbyrdige kombattanter i Cincinnati Bengals og Washington Redskins. “Hjemmeholdet” er kommet bedre i gang efter en skidt sæsonstart, mens gæsternes sejrsstime på fire blev brudt sidste søndag af et Lions-touchdown med 20 sekunder tilbage. Begge hold er pisket til sejr for at følge med henholdsvis Steelers og Cowboys i deres divisioner. Opgøret er det tidligste i hele sæsonen med kampstart klokken 14.30 på TV3 SPORT 1, så du kan trygt sætte eftermiddagskaffen over og se football indtil klokken fem i nat.

Bengals går ind til kampen med tre sejre og fire nederlag i bagagen. Holdet blev straffet hårdt af et ubarmhjertigt startprogram. Kampene mod Steelers, Broncos, Cowboys og Patriots er alle blevet tabt relativt komfortabelt. Den bedste præstation var i New England, hvor Brady blev holdt til sølle tre point i de første 28 minutter, men Cincinnati endte med at tabe 35-17. To af de tre positive resultater var pligtsejre hjemme over Miami Dolphins og Cleveland Browns, mens Jets blev besejret i NY i åbningsrunden.

Redskins indledte sæson på rædselsfuld manér ved først at blive ydmyget på hjemmebane af Pittsburgh Steelers og derefter tabe på selvsamme bane mod et Cowboys-hold, der på daværende tidspunkt ikke var helt oppe i gear. Kirk Cousins og co. svarede dog fornemt igen og vandt fire kampe på stribe mod New York Giants, Cleveland Browns, Baltimore Ravens og Philadelphia Eagles. Mest imponerende var sejren på 27-20 over Eagles i en kamp, som Redskins dominerede fuldstændig. Senest blev det som tidligere nævnt til et nederlag i Detroit efter et sent, sent touchdown af Lions.

Dalton til Green = TD

Bengals-angrebet har efter lidt rust i maskineriet til at begynde med fået mere og mere gang i angrebet. Andy Dalton spiller ganske udmærket football, selvom han sjældent nævnes blandt de bedre quarterbacks i ligaen. Han har en fantastisk receiver i A.J. Green og udnytter det til fulde. Dalton véd, at hvis Green bare får en chance for at gribe bolden, kommer han ned med den næsten hver gang – også når han er dækket af tre mand på et Hail Mary-spil.

Quarterbacken ser også ud til at have fået gang i samarbejdet med Brandon LaFell og rookie Tyler Boyd. En af de to virker til at spille en stor rolle hver uge, og de producerer på et fornuftigt niveau. Mest positivt er det, at tight end Tyler Eifert endelig er tilbage. Den atletiske spiller fik sæsondebut mod Cleveland Browns sidste weekend og er den anden største profil på angrebet. Eifert er tæt på 100 procent og klar til en stor rolle. Løbeangrebet er begyndt at se solidt ud, og selvom Browns’ løbeforsvar er elendigt, er 270 løbeyards i NFL imponerende. Jeremy Hill og Giovani Bernard udgør en stærk duo med Hill som den primære arbejdshest langs jorden, mens Bernard excellerer i kastespillet. Holdets offensive linje er dog ikke på samme niveau som de seneste sæsoner, hvilket har kostet angrebet dyrt mod de bedste forsvar.

https://twitter.com/BartHubbuch/status/790664019447283713

Redskins-forsvaret er en fornuftig enhed krydret med et par markante profiler. Cornerback Josh Norman er den store stjerne, og han har spillet rigtig fint indtil videre. Han har mandsopdækket modstanderens bedste receiver mere, end han gjorde i Carolina og for det meste med stor succes. Norman har en solid makker i cornerback Breshaud Breeland, der med sin længde og atletiske evner kan drille de fleste receivere. Derudover har forsvaret en solid outside linebacker-duo i Ryan Kerrigan og Preston Smith, der kommer efter quarterbacken med stor power og bidrager til, at holdet har 19 sacks for sæsonen – kun to færre end Denver Broncos, der har flest af alle hold. Derudover er det et middelmådigt forsvar, som især har problemer med at stoppe løbet. Den defensive linje er bestemt ikke imponerende, og de to startende inside linebackere, Mason Foster og Will Compton, vil maksimalt kunne starte på en håndfuld andre hold. Generelt er det en gåde, hvilket forsvar der dukker op fra uge til uge.

Reed er den afgørende brik

Washington-angrebet har overordnet set spillet solid football. Kirk Cousins veksler mellem at være en semi-god og og under middel quarterback, men formår alligevel at flytte bolden fornuftigt med korte kast. Yards-mæssigt er angrebet faktisk rangeret som det tredje-bedste kasteangreb, så Cousins skal have en smule kredit. Succesen skal dog primært tilskrives en håndfuld gode våben. Desean Jackson og Pierre Garcon er en god duo, der kan strække banen, mens Jamison Crowder er ved at udvikle sig til et rigtig giftigt mål – specielt fra positionen som slot-receiver. Det store omdrejningspunkt på angrebet er tight end Jordan Reed, som igen har døjet med en hjernerystelse, men bør være klar. Han er en enormt eksplosiv receiver med sikre hænder og dominerer midten af banen, når han er med. De sidste to kampe har Washington fået gang i løbet takket være en stærkt spillende offensiv linje, hvor Trent Williams og Brandon Scherff er meget dominerende. Matt Jones har vist gode takter som en aggressiv runningback de sidste par kampe, men han misser dagens opgør, og derfor er Robert Kelley blevet hentet ind til at splitte tjansen med Chris Thompson.

Jeg er spændt på at se, hvad Redskins-angrebet har at byde på mod et forsvar, der virkelig kan komme efter quarterbacken. Bengals har en af de bedste defensive linjer i NFL med Geno Atkins og Carlos Dunlap, der er to fantastiske pass rushere og samtidig gør en forskel i forhold til at stoppe løbet.

Domata Peko og Pat Sims er et par store gutter i midten af linjen, som på grund af deres størrelse er svære at kontrollere, og så er de begge fornuftige til at bidrage med pass rush. Linebacker-gruppen er på papiret rigtig solid, men har ikke spillet op til niveau. Vontaze Burfict er en fremragende football-spiller, men han arbejder stadig på at få helt styr på temperamentet, mens Rey Maualuga og Karlos Dansby alt for ofte udstilles i opdækning. Bagenden, som spillede bundsolidt sidste år, er i fremgang, men leverer heller ikke den nødvendige kvalitet. Adam “Pacman” Jones, Dre Kirkpatrick og og George Iloka mangler stadig at lægge 10-15 procent på for at hive forsvaret op blandt de ti bedste i ligaen.

Afgørende matchups

Det bliver utroligt afgørende, om Redskins kan stable et fornuftigt løbeangreb på benene uden Matt Jones. Hvis det ikke sker, tror jeg ikke, at gæsterne kan flytte bolden effektivt nok til at følge med på scoringstavlen. Washington’ offensive linje mod Cincinnatis defensive linje er styrke mod styrke, så det er kun passende, at resultatet højst sandsynligt skal findes i vinderen af den duel.

Vigtige skader

Bengals: Værterne har tilsyneladende alle mand klar. Ingen spillere er sat på skadeslisten.

https://twitter.com/forgetmebot/status/792128110598643712

Redskins: Hos Washington er det straks en anden sag. Runningback Matt Jones er ude, mens adskillige spillere er listet som tvivlsomme. Blandt de mest prominente navne finder vi tight end Jordan Reed og cornerback Josh Norman, der har været ramt af hjernerystelser. Begge forventes at spille. Det samme gælder tackle Trent Williams, cornerback Breshaud Breeland og wide receiver Desean Jackson.

Seneste møder

Holdene hører til i hver sin konference, og derfor skal vi fire år tilbage for at finde det seneste indbyrdes opgør. Her vandt Bengals 38-31 i Washington.

Samlet vurdering

Flere af Redskins’ store profiler ser ud til at være blevet klar, og derfor er kampen 50/50. Jeg har dog mere tillid til Dalton end Cousins. 27-23 Bengals.