Er man bagud i kampens døende minutter kan sekunderne flyve afsted – Men der er flere måder at stoppe tiden på, hvis man er smart. Peyton Manning smart. Lad os kigge nærmere på, hvordan man bedst bruger tiden i slutningen af en kamp.

I NFL opererer man med to forskellige ure. Det ene holder styr på kampen (game clock), mens det andet ur holder styr på angrebet (play clock). For at et angreb ikke bare skal kunne spilde tiden efter, har de 40 sekunder til at sætte et angreb i gang. Når spillet er gennemført, starter play clocken forfra fra 40 sekunder.

Hvis et angreb ikke når at sætte et angreb i gang, gives der en straf på 5 yards for “Delay of game”.


Men det er ikke altid, at angrebet vælger at bruge alle 40 sekunder til at starte det næste spil. Når et angreb skynder sig at sætte spillet i gang, kaldes det typisk for et “hurry up offence”. Der findes også situationer, hvor det i stedet ville være mere korrekt at kalde det “No huddle” eller “2 minute drill”, men i denne artikel bliver begrebet “hurry up” anvendt som fællesbetegnelse.

Der er en række fordele ved at køre et hurry up offence. Det er noget mere afkræftende at spille forsvar, så jo flere spil, des trættere bliver modstanderen. Dette kan give en fordel sent i kampen, hvor angrebet måske får mere plads, når receiverne løber ruter, eller runningbacken får mere plads gennem midten.

Det hurtige angreb gør det også sværere for forsvaret at tilpasse sig angrebet. Spillet kører på angrebets præmisser, og der er derfor ikke meget tid for forsvaret til at skifte spillere ud eller stille rigtigt op.

Hurry up sidst i kampen

Der findes også tidspunkter, hvor det giver mening, og så er der tidspunkter, hvor det er nødvendigt at spille hurry up. Er man bagud sidst i kampen og skal man frem i position til et field goal eller et touchdown, er det nødvendigt med et hurry up offence for at få så mange spil som muligt ind på så kort tid som muligt.

Ligesom at alle fodboldelskere har drømt om at stå med det afgørende straffespark i finalen, har alle unge quarterbacks en våd drøm om at stå med 2 minutter tilbage på uret, nede med 4 og så føre sit hold til sejr i sidste sekund. Men det er en videnskab at kunne føre sit hold ned af banens længde samtidig med, at man styrer uret. Der er mange regler og teknikker, som man skal holde styr på.

Hvordan styrer man tiden?

Har man flere timeouts tilbage på det tidspunkt, så giver det lidt sig selv, at man har mulighed for at kalde en sådan og stoppe tiden. Er man løbet tør, eller er man i en speciel situation, kan det dog give mening at spare på dem, og stoppe tiden på en anden måde.
En af de obligatoriske spilstop sker, når kampuret runder 2 minutter i slutningen af 4. quarter. Dette giver en automatisk pause, hvor spillerne ikke behøver bekymre sig om tiden – når uret at runde 2 minutter, mens et spil er i gang, stopper tiden ved det kommende spilstop. Man kan derfor spekulere i at igangsætte et hurtigt spil kort inden de 2 minutter, og på den måde stå i en bedre position efter spilstoppet.

Er man forbi de 2 minutter, eller vil man begynde tidligt at spare på tiden, kan man forsøge at løbe bolden ud af banen. Hver gang boldholderen løber ud over sidelinjen i kampens sidste 5 minutter, stopper tiden også. Man vil derfor se receivere og runningbacks søge ud mod sidelinjen, når de får bolden i slutningen af kampen.

Uret stopper også med at løbe, når der bliver kastet et incomplete kast. Derfor er det mere attraktivt at kaste bolden, når man skal skynde sig ned ad banen, da dette enten giver hurtige yards, eller stopper tiden.

Har man fået en ny første down, men spilleren er blevet tacklet inde på banen, fortsætter uret med at tikke ned. Her er det tit en god ide at “spike” bolden. NFL har indskrevet i reglerne, at quarterbacken godt må kaste bolden i jorden (og dermed kaste et incomplete kast), uden at der kaldes intentional groundings, så længe at quarterbacken gør dette straks, efter at han har modtaget bolden fra centeren.
Derfor ser man tit angrebet spurte på plads efter et catch, samtidig med at quarterbacken laver et signal, hvor han simulere at kaste noget i jorden.

Historiens bedste eksempel på hurry up

Det mest kendte drive i NFL historien er nok det drive, som afgjorde Super bowl XXIII mellem San Francisco 49ers og Cincinnati Bengals. Her fik Joe Montana bolden på sin egen 8 yard linje og førte 49ers ned ad banen med 3 minutter tilbage af kampen.