På trods af, at han netop havde brugt alle holdets draftpicks på at opbygge fremtiden på holdet og investeret en masse dollars i spillere fra det frie marked, fik Jets sportsdirektør, Mike Maccagnan, for nylig sparket. Nu har Jets Peyton Manning i kikkerten.

Selvom Mike Maccagnan længe har været en udskældt person i New (Jersey) York, så kom det alligevel som et chok, at Jets valgte at opsige samarbejdet med sportsdirektøren. Hele miseren kan du læse meget mere om her:

Læs også: Jets fyrer general manager Mike Maccagnan

Nu er Jets gået i gang med at finde den nye sportsdirektør – lidt en omvendt proces, hvor den tidligere sportsdirektør fik lov at vælge den cheftræner, som angiveligt vandt en magtkamp, der fik sportsdirektøren fyret, og nu skal cheftræneren så finde den nye sportsdirektør.

Forvirret? Det er vi også.

Der florerede i starten en del rygter omkring den åbne position. Flere store navne blev slynget ud, og blandt favoritterne var Joe Douglas samt NFL.coms Daniel Jeremiah, der begge har en fortid hos Ravens og Eagles. Daniel Jeremiah er lidt en joker i denne sammenhæng og selvom de første rygter gik på, at han skulle have stillingen, blev det mere sandsyndligt med en pakkeløsning, hvor Joe Douglas får titlen som sportsdirektør, mens Jeremiah får en stilling lige under Douglas.

Men nu er der en helt ny spiller på banen. Ifølge Mike Florio fra PFT, skulle Jets være interesserede i at hyre Peyton Manning til den vakante plads. Manning er siden sin pension fra NFL blevet tilbudt flere jobs i hos NFL hold og som kommentator, men han har indtil videre ikke takket ja til nogen af tilbuddene.

Peyton Manning og Adam Gase har også en fælles fortid fra tiden i Denver Broncos. Her var Manning quarterback, mens Adam Gase var først quarterbacktræner og siden den offensive koordinator for Manning. De kender derfor hinanden godt, hvilket kan være tungen på vægtskålen – Hvis altså Manning kan overtales.