Stjernereceiver Odell Beckham Jr. spiller efter al sandsynlighed ikke i nat mod Dallas Cowboys grundet en ankelskade.

Der har været tvivl om Odell Beckhams tilgængelighed i sæsonpremieren mod Dallas Cowboys, lige siden wide receiveren forstuvede sin ankel i en preseason-kamp mod Browns. Ifølge flere rapporter vil det først blive besluttet, om stjernen spiller eller ej, kort inden kampen.


Men selvom afgørelsen trækkes indtil kort før kickoff på nattens NFC East-brag, virker det usandsynligt, at vi får OBJ at se allerede her i første spillerunde.
Hvis Giants skal undvære den eksplosive playmaker med de vilde hænder, er det selvfølgelig et kæmpe slag. Beckham kunne uden tvivl gøre stor skade mod en Dallas-secondary, der har mistet flere vigtige spillere.
New York kan dog glæde sig over at have Brandon Marshall, Sterling Shepard og rookie tight end Evan Engram til at gribe boldene i stjerne-receiverens fravær, men det er nok Giants’ stærke forsvar, der er nøglen til at besejre Dak Prescott og Co.