New England Patriots kom tilbage på rette spor, da de besejrede Tampa Bay Buccaneers med 19-14. Sejren blev blandt andet sikret, fordi Nick Folk brændte hele tre field goals for Bucs.


Nick Folks præstation – eller mangel på samme – bør sende ham øverst på Patriots’ julekortliste.
Foruden den uventede hjælpende hånd trådte Patriots-forsvaret også i karakter, og enheden gjorde livet særdeles svært for den unge Jameis Winston.
Winston var blandt andet kun fire for 13 på trejde down-forsøg, mens han havde svært ved at finde rundt i Patriots’ velfungerende opdækningsmønstre. Før nattens kamp havde Patriots’ forsvar tilladt 456,8 offensive yards og 32 points pr. kamp.
Kampen var også præget af et par entusiastiske dommere, som kastede hele 21 flag undervejs. De mange, personlige fejl begrænsede begge hold, og især Patriots’ angreb var usædvanligt uskarpt. Tom Brady både kastede en interception og tabte bolden efter et solidt hit.

Tampa Bay Buccaneers havde Doug Martin tilbage fra sin karantæne, og den 28-årige running back leverede et fornemt comeback. Således stod Martin for 74 løbede yards og kampens første scoring, hvor han elegant hoppede over både sin offensive linje og Patriots’ forsvar.

Føringen stod dog ikke længere end et par minutter. Chris Hogan har foreløbigt været en sand scoringsmaskine for Patriots i 2017, og han fortsatte sine fine takter i nattens opgør. Han blev således noteret for 74 af Bradys 303 kastede yards, og dét ene touchdown, som Patriots formåede at sætte på tavlen i opgøret. Hertil er det bemærkelsesværdigt, at Rob Gronkowski sad ude med en lårskade, hvilket i sin tydelighed hæmmede angrebets produktion.

Efter Hogans scoring fik Stephen Gostkowski vist sin upåagtede kollega fra Tampa Bay, hvordan bolden skal sparkes gennem stængerne i NFL. For med i alt fire ramte goals blev Gostkowskis træfsikkerhed den kampafgørende faktor, hvilket er til trods for at Jameis Winston ramte sin tight end, Cameron Brate, for en flot scoring i kampens slutfase:

Med sejren er New England Patriots 3-2 for sæsonen, mens Tampa Bay Buccaneers er 2-2 efter at have været tvunget til at sidde over i første spillerunde som følge af orkanen Irma. I næste spillerunde venter et divisionsopgør mellem Patriots og Jets, mens Bucs skal krydse klinger med Arizona Cardinals.

1 KOMMENTAR

  1. Det kan koste Nick Folks jobbet i Bucs, selvfælgelig kan man brænde fra 56 og 49 yards, men fra 31 yards skal den bare være mellem stængerne. Havde Folks ramt det forsøg, så havde Bucs haft chancen for, at sparke en gamewinner på sidste angrebsserie. Patriots så lidt bedre ud på forsvaret, men stadig tillod de langt over 400 yards, en kamp de ikke havde fortjent at vinde, mon ikke de sender Folks et julekort inden så længe.

Comments are closed.