Julian Edelman missede hele 2017-sæsonen med et overrevet korsbånd i knæet, men stjernereceiveren forventes 100% klar til at gribe bolde fra Brady i den nye sæson. Også Dont’a Hightower er i klar fremgang.

Mens New England Patriots stadig sunder sig efter Super Bowl-nederlaget til Philadelphia Eagles, kan AFC-mestrene glæde sig over, at Julian Edelman ser ud til at blive helt klar til den kommende sæson.

Wide receiverens genoptræning efter den korsbåndsskade, som han pådrog sig i en preseason-kamp mod Detroit Lions i august, går efter planen, og derfor forventes han at være tilbage på banen til training camp i juli.

Det var noget af et chok, da Edelman gik ned med den alvorlige knæskade i et vaskeægte solouheld, og i stedet har Tom Brady måttet kigge mod Danny Amendola som favoritvåbnet på tredje down, mens Brandin Cooks og Chris Hogan har været de dybe trusler. Og så har den 40-årige quarterback heldigvis haft All Pro-tight end Rob Gronkowski at kaste til i størstedelen af sæsonen.

Læs og se: Edelman færdig for sæsonen

Der er dog ingen tvivl om, at Julian Edelman vil stryge direkte ind som Bradys yndlingsvåben ved siden af Gronk i 2018-sæsonen.

Ud over Edelman tyder det også på, at en anden stor profil er klar til training camp. Linebacker Dont’a Hightower, der rev sin brystmuskel over i uge 7 og dermed var færdig for sæsonen, er nemlig også i positiv fremgang. Hightowers lederegenskaber og alsidige kompetencer var i den grad savnet i Super Bowl, og han vil være et kæmpe boost på forsvaret, hvis han vender tilbage i samme form som før skaden.