Som ventet er Ryan Tannehill ikke med, når Miami Dolphins søndag møder Pittsburgh Steelers i slutspillet. Matt Moore vil starte sin fjerde kamp i træk.

Miami Dolphins må endnu en gang undvære sin startende quarterback, Ryan Tannehill, når det søndag gælder Wild Card-opgøret i Pittsburgh. Dolphins havde ellers håbet, at Tannehill kunne være klar til kampen, men i løbet af ugen er det håb langsomt blevet slukket, da quarterbacken ikke har været i stand til at træne.


Tannehill blev knæskadet i 14. spillerunde mod Arizona Cardinals, og frygten lige efter skaden var, at korsbåndet var røget. Heldigvis slap hovedpersonen billigt og er i spil til Divisional Round, hvis Dolphins skulle nedlægge Big Ben og Co. for anden gang i sæsonen.
Matt Moore får dermed sin fjerde kamp fra start i træk i opgøret, der har kickoff klokken 19 søndag. Han har præsteret otte touchdowns og tre interceptions indtil videre.