Rams-cheftræner Sean McVay var særdeles tilfreds med storsejren over Cardinals og især forsvarets præstation. Samtidig erkendte han dog, at både han og holdet har plads til forbedringer.

Sean McVay er den yngste cheftræner nogensinde i NFL med sine blot 31 år, men når han træder op på podiet, sker det med en selvsikkerhed, en aura, som udstråler det modsatte af, hvad McVays fødselsdato illustrerer.
For mig personligt var det efter en pressekonference på ti minutter tydeligt at mærke, hvor uhyre stærk en fodboldviden, han besidder, og ikke mindst hvor ydmyg og taknemmelig, han er.
Læs: Aaron Donald glad for sejr – ærgrer sig over misset INT
McVay indledte pressekonferencen med at udtrykke en stor respekt for Bruce Arians og Arizona Cardinals, før han tog imod spørgsmål og gik mere i dybden med, hvad Rams lykkedes så godt med i sejren på 33-0.
”Vores forsvar gjorde det fantastisk mod et angreb, der har et stærk et systemet anført af Bruce Arians  med spillere med All-Pro-kaliber. Vi kreerede turnovers, fandt måder at få dem (Cardinals) af banen på tredje down, forhåbentlig er Carson (Palmer) okay, men hatten af for forsvaret, der gjorde det fremragende i dag,” sagde Sean McVay til gul klud på pressekonferencen.


Rams’ cheftræner havde også store roser til sin offensive linje, der gav Jared Goff god beskyttelse. Quarterbackens fine præstation blev også anerkendt på trods af en dum interception, som McVay tog på sin kappe.
”Jeg synes, han (Goff) gjorde det flot. Han gjorde mange gode ting. Alle vil garanteret snakke om turnoveren, der var en simpel flat-slant-kombination, og det skal vi lære fra. Jeg skulle nok ikke have puttet ham i den situation. Bare i forhold til at kontrollere kampen var angrebsserien i slutningen af første halvleg enestående,”  sagde træneren til de fremmødte reportere.
Læs også: Fitzgerald skuffet og frustreret over nederlag
Både Rams og Cardinals har nu ‘bye week,’ før de vender tilbage i aktion om to uger.