Chargers-receiver Mike Williams er blevet fjernet fra PUP-listen og indlemmet i holdets trup til sæsonstarten. 2017-førsterundevalget er sandsynligvis klar til at spille i spilleuge 4 eller 5.

Tidligere på sommeren blev Los Angeles Chargers’ førsterundevalg i årets draft, wide receiver Mike Williams, skadet i ryggen, og der var faktisk tale om, at Williams kunne misse hele sin rookie-sæson. Sådan er det heldigvis ikke gået, og i dag har Chargers fjernet ham fra PUP-listen, så er han er en del af den trup, der næste mandag sætter sæsonen i går imod Denver Broncos.


Williams undgik en rygoperation, hvilket er årsagen til hans relativt hurtige comeback. Han kommer dog efter al sandsynlighed ikke til at spille en rolle på banen før oktober, erfarer NFL Networks Ian Rapoport. Det betyder, at wide receiveren nok er ude i de første tre til fire kampe af sæsonen.
Heldigvis har Philip Rivers et fint arsenal af våben selv uden Williams. Keenan Allen, Tyrell Williams, Travis Benjamin og Dontrelle Inman er alle dygtige receivere, mens Melvin Gordon både kan true modstanderne langs jorden og i luften.
AFC West er vurderet som en af de stærkeste og mest jævnbyrdige divisioner, men det har ikke forhindret flere amerikanske eksperter i at erklære Chargers som et seriøst bud på en divisionsvinder på trods af en skuffende sæson sidste år.