Kansas City Chiefs har belønnet center Creed Humphrey med en kontraktforlængelse, som blæser Hjalte Froholdts aftale af vejen.

Lad os starte med at spole tiden tilbage til foråret 2021. Kansas City Chiefs havde fået stryg i Super Bowl LV af Tampa Bay Buccaneers, hvor Patrick Mahomes’ angreb blev holdt til sølle ni point. Det var tydeligt for enhver, at Chiefs’ offensive linje ikke kunne håndtere Shaquil Barrett, Devin White, Ndamukong Suh og resten af Buccaneers’ presspil.

Kansas City Chiefs reagerede ved at foretage en række investeringer i sin offensive linje. De hentede Joe Thuney ind på en rekordstor aftale, og de valgte Creed Humphrey og Trey Smith i 2021-draften. Investeringerne skulle vise sig at give pote, og i dag er de tre spillere faste startere på én af ligaens bedste offensive linjer.

Nu belønner Chiefs den dygtige Creed Humphrey med en historisk aftale. Humphrey har skrevet under på en fireårig kontraktforlængelse, som potentielt kan indbringe ham i omegnen af 480 mio. danske kroner ($72 mio.). Deraf er Humphrey garanteret at tjene cirka 330 mio. danske kroner ($50 mio.) med sin nye aftale.

Det er den mest lukrative aftale, der nogensinde er givet til en center i NFL. Kontraktforlængelsen sker få dage efter, at danske Hjalte Froholdt skrev under på sin toårige aftale, der potentielt kan indbringe ham 80 mio. danske kroner ($12 mio.). Bevares, Creed Humphrey er en fantastisk spiller, men det kunne også tyde på, at danskeren er blevet en anelse underbetalt.

Læs også: Elming mener, at Hjalte Froholdt får for lidt i løn

Siden Creed Humphrey blev valgt af Kansas City Chiefs i 2021-draften, er han blevet udnævnt til et enkelt All Pro-hold og stemt i to Pro Bowls. Humphrey har også været en afgørende del af Chiefs’ seneste to Super Bowl-titler.