Nick Foles kan igen kalde sig for startende quarterback i NFL.

Kansas City Chiefs’ normale starter, Alex Smith, måtte udgå af sidste weekends sejr over Indianapolis Colts efter at have modtaget adskillige slag i hovedregionen. Holdets tilknyttede lægestab meddelte sidenhen, at Alex Smith ikke havde pådraget sig en hjernerystelse, hvorfor han reelt set var i spil til Chiefs’ kommende opgør mod Jacksonville Jaguars.

Men i dag har Andy Reid alligevel annonceret, at Nick Foles starter på søndag, da man – trods de positive tendenser i Alex Smiths helbred – ikke tør tage en reel chance og satse. Tyler Bray bliver backup til Foles.

Alex Smith har i to tidligere tilfælde været ramt af hjernerystelser, og han udtalte så sent som i dag, at han ikke ville karakterisere sin nuværende skade som en hjernerystelse. I stedet vil Foles starte under center, hvilket han ligeledes gjorde i seks tilfælde for Andy Reid hos Philadelphia Eagles i 2012.

27-årige Foles leverede en fornem præstation i sidste uge, da han blev kaldt på banen. Her gennemførte Nick Foles 16 af 22 kast for 223 yards, to scoringer samt en passer rating på 135.2.