Kansas City Chiefs har måttet tage nogle rigtig svære beslutninger i free agency. En klublegende og en seriøs klippe er fortid på holdet, men den største stjerne skrev under på en mangeårig kontraktforlængelse.

Free agency er overstået, og draften er næste store begivenhed på NFL-kalenderen. Derfor kigger vi her på Gul klud nærmere på, hvordan de forskellige hold har klaret sig igennem de seneste uger, og på hvilke positioner de bør forstærke sig i draften. I dag er turen kommet til et af de bedre hold i AFC, Kansas City Chiefs.
Nævneværdige afgange
NT, Dontari Poe (Falcons)
RB, Jamaal Charles (Fritstillet)
QB, Nick Foles (Eagles)
RB, Knile Davis (Steelers)
LB, Josh Mauga
DT, Kendall Reyes
Nævneværdige tilgange
DT, Bennie Logan
RB, C.J. Spiller
TE, Gavin Escobar
S, Marqueston Huff
Nævneværdige re-signings
S, Eric Berry
S, Daniel Sorensen
OL, Laurent Duvernay-Tardif
G, Mike Person
Den helt store opgave lykkedes
Generelt har free agency-perioden ikke været specielt hektisk i Kansas City, hvad angår antallet af til- og afgange. Det hænger i høj grad sammen med, at holdets økonomiske råderum har været begrænset. Sølle fire spillere er blevet hentet ind, mens en god håndfuld har sagt farvel. Deriblandt to spillere, der har haft markante roller på Chiefs-mandskabet de seneste fire til fem år.
Det helt store samtale-evne var dog stjerne-safety Eric Berry, og om Kansas City kunne nå til enighed med ham om en længere kontraktforlængelse. Den fantastiske playmaker ville betales som en af de bedste safeties, og det blev han. 78 millioner dollars over seks år gav Chiefs ham. En meget retfærdig kontrakt til en spiller, der må betegnes som holdets største stjerne, hvilket han beviste adskillige gange med spektakulære spil i 2016.
https://twitter.com/Sportags/status/799064310529957888


Som tidligere nævnt formåede holdet dog ikke at holde fast i alle profiler. Nose tackle Dontari Poe, der var en vigtig brik i midten af Chiefs-forsvaret i sine fem år i klubben, smuttede til Atlanta på en-årig kontrakt af otte millioner dollars. Hvis Kansas City ikke har givet ham et lignende tilbud, forstår jeg det ikke, selvom han er faldet i niveau de seneste to sæsoner. Holdet hentede dog en solid erstatning ind i Bennie Logan til nogenlunde samme løn, så kvalitetsmæssigt har man ikke mistet specielt meget.
Når man har tænkt Kansas City Chiefs de seneste ni år, er tankerne automatisk faldet på runningback Jamaal Charles. Men efter et par skadesplagede sæsoner valgte holdet at fritstille klublegenden, da han ikke ville gå ned i løn. Det kan virke skørt for den almene Chiefs-fan med tanke på, hvor fantastisk den eksplosive angrebsspiller har været med 5,5 yards per løb (det højeste snit af en RB i NFLs historie) i sin karriere. Men realiteterne er, at Charles har rundet 30 år og spiller en opslidende position, mens Andy Reid og Co. har to fornuftige runningbacks i truppen samt C.J. Spiller, der får måske kan genoplive karrieren.
I mine øjne skal Kansas Citys ageren i free agency i høj grad vurderes ud fra kontraktforlængelsen med Eric Berry, der er forsvarets hjerte. Kontraktforlængelserne med solide spillere som OL Laurent Duvernay-Tardif og S Daniel Sorensen trækker op, mens afgangen af Poe og Charles trækker en smule ned, men vi ender på en fin karakter.
Karakter: (6/10)
Draften: Chiefs vælger som nummer 27 i første runde
Kansas City har en af de mest komplette hold i NFL, og det er få positioner, hvor der virkelig mangler kvalitet eller er brug for forstærkning.
En position, der helt sikkert skal adresseres i begyndelsen af draften, er inside linebacker-positionen, hvor holdet egentlig har en fornuftig dybde. 34-årige Derrick Johnson er den helt store leder og viste sidste år, at han stadig har en del i tanken, men med endnu en alvorlig skade, bliver Chiefs nødt til at sikre sig til tiden efter Johnson.
Derudover bør holdet kigge på cornerback-dybden og en potentiel makker til Marcus Peters samt at finde en fysisk receiver til at komplementere hurtige og eksplosive typer som Tyreek Hill og til dels Jeremy Maclin. Den defensive linje kunne godt bruge en tredje mand ved siden af Chris Jones og Bennie Logan, og så er det måske tid til at kigge efter en potentiel arvtager til Alex Smith?
Draft Needs: ILB, CB, WR, DE, OG, QB
Haason Reddick, LB, Temple
Reddick er en eksplosiv og alsidig linebacker, der vil kunne spille alle fire linebacker-positioner i Kansas City. Han er ekstremt atletisk og hurtigt reagerende og kan løbe stort set alt op. Han minder om Steelers’ Ryan Shazier, hvilket 21,5 ‘tackles for loss’ i 2016 er et godt bevis på. Han startede faktisk sin college-karriere som safety, blev flyttet til edge rusher og skal nu spille linebacker i NFL. Hans alsidige skill-set er en fryd for enhver træner, da han kan bruges i forskellige roller. Han vil være et super godt fit hos Chiefs, men det er lidt tvivlsomt, om han vil være tilgængelig.

Corey Davis, WR, Western Michigan
Davis er en af de bedste receivere i dette års draft og går helt sikkert i første runde, men han er gledet lidt af ned ad listen i løbet af seneste par uger og er derfor i spil hos Chiefs. Davis vil give Kansas City lige præcis det store, atletiske våben, som holdet mangler på receiver-positionen. Han har en fantastisk produktion på sit college-CV og er et matchup-mareridt for cornerbacks i red-zone. Er Corey Davis ledig, når vi går ind i den sidste tredjedel af første runde, bør Chiefs ringe rundt og trade de nødvendige pladser op!
Gareon Conley, CB, Ohio State 
Conley har bevæget sig længere og længere op ad draft boards i takt med, at vi er kommet tættere på draften. Han har en god kombination af størrelse og fart og har mange kvaliteter på plads til hurtigt at spille en markant rolle i NFL. Han er dygtig både i mands -og zoneopdækning. Conley har måske ikke det aller største potentiale, men er et rigtig ‘safe’ valg og bør gå direkte ind som andet -eller tredjevalg på positionen i Chiefs.
ARZ | ATL | BAL | BUF CAR CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB HOU | IND | JAX KC | LAC | LAR | MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TBTEN | WAS