Efter en uges forsinkelse kommer NFL onsdag med kampprogrammet for 2024. Her er, hvad vi allerede ved.

Vi kender faktisk allerede alle modstandere for alle hold, men alligevel har NFL formået at gøre udgivelsen af kampprogrammet til en begivenhed, hvor de drypvis kommer med få kampe, inden det helt store splash onsdag, hvor alle 18 spilleuger bliver offentliggjort.

Der er dog nogle enkelte ting, vi på nuværende tidspunkt ved, og faktisk ligger også en enkelt kamp allerede fast, selvom der ikke er sat tidspunkt for kickoff på.

NFL skal spille i Brasilien for første gang.

NFL har for første gang planlagt en kamp i Brasilien. Philadelphia Eagles er officielt hjemmehold, når de fredag i spilleuge 1 møder Green Bay Packers i São Paulo på fodboldholdet Corinthians hjemmebane. Det er fredag d. 6. september og Arena Corinthians huser kun 45.000 tilskuere, så det må betegnes som en stille og rolig start på NFLs eventyr i Brasilien og Sydamerika. Der kan vel nærmest forventes mere kaos end til sidste års kamp i Tyskland, hvor tre millioner fans var i kø online til billetter.

Fire kampe i London og München

NFL spiller fire kampe i Europa i år med tre kampe i London og en enkelt kamp i Tyskland. I England får Chicago Bears og Minnesota Vikings hjemmebane på Tottenham Hotspur Stadium, mens Jacksonville Jaguars for 11. gang skal spille en kamp på Wembley. I Tyskland er NFL tilbage i München, hvor Panthers får ny hjemmebane i form af Allianz Arena.

Så snart kampprogrammet ligger klar, så går vi også på Gul Klud i gang med at planlægge årets to NFL-rejser til USA, samt de fire europæiske kampe.

Læs mere om kampene her:
NFL i London 2024: Læs mere om kampene her
NFL i München 2024: Læs mere om kampen her
NFL-rejser til USA 2024: Læs mere om rejserne

Super Bowl mestrene åbner hjemme

Opdateret: Chiefs åbner hjemme mod Baltimore Ravens. Læs mere her.

Traditionen tro åbner Super Bowl mestrene sæsonen på hjemmebane. Hvem Kansas City Chiefs skal spille mod ligger endnu ikke fast, men vi ved, at kampen er torsdag d. 5. september med kickoff kl. 02:20 dansk tid. Chiefs modstander skal findes mellem Broncos, Chargers, Raiders, Ravens, Bengals, Texans, Saints og Buccaneers, så NFL har masser af lækre opgør at vælge imellem, inklusiv en mulig rematch af AFC-finalen mod Baltimore.

NFL ønsker glædelig jul

Selvom første juledag falder på en onsdag, så har NFL planlagt ikke bare én men to kampe på det, amerikanerne betragter som jul. Og det er lidt historisk, for det er blot tredje gang på 75 år, at NFL spiller på en onsdag og første gang, at de spiller to kampe. Vi kender endnu ikke hverken hjemmehold eller udehold til de to kampe d. 25. december.

Læs også Netflix skyld i forsinkelse af kampprogrammet

Harbaugh Bowl på Thanksgiving

Det sidste, der er kommet frem fra kampprogrammet, er vist mere på rygtebasis end faktum, men det står dog klart, at de to Harbaugh-brødre skal mødes for første gang siden Super Bowl 47. Ravens med headcoach John Harbaugh står overfor Chargers med storebror Jim Harbaugh i spidsen, og kampen mellem de to skulle angiveligt være kamp tre på Thanksgiving torsdag d. 28. november.

Tom Brady er tilbage

Når Dallas Cowboys åbner sæsonen på udebane mod Cleveland Browns, så bliver det med den syv-dobbelte Super Bowl mester Tom Brady bag mikrofonen.