Tom Coughlin er denne vinter vendt tilbage til Florida, hvor han var træner for Jacksonville Jaguars i perioden mellem 1995-2002. Denne gang er det i en lidt anden rolle, nemlig som Executive Vice President of Football Operations.

Med denne titel får Tom Coughlin stor indflydelse på Jaguars hold og sæson, og han har allerede lagt en slagplan for, hvad der skal gøre Jaguars konkurrencedygtige igen – og det hele starter med hårdhed.
“Ligaen kunne drage fordel af en mere hård attitude. Det kan det her hold. Man er nødt til at spille igennem nogle ting.”


Tom Coughlin er af den gamle skole, hvor football primært handlede om hårde hits og onde attituder, og den filosofi har han tænkt sig at overføre til Jaguars holdet, som i store dele sidste år ikke spillede 100%.
Som et af foregangseksemplerne har han selv udpeget holdets wide-receivertræner, Keenan McCardell, der spillede 16 sæsoner i ligaen, på trods af at han blev drafted i 12. runde af 1991 draften.


“Bare kig på Keenan og hans baggrund, hvor han kom fra, og hvad han var i stand til at udføre, du kan bide spids på, at han kan oplære spillerne i, hvordan man bliver en succes i den her liga. Det starter med hårdhed!”

Men også lidt mere

Men Coughlin har også andre ideer til, hvad Jaguars kan gøre anderledes for at forbedre deres 3-13 sæson. Han mente således, at holdet til tider var for endimensionelt – en pointe, som blev understøttet af, at holdet havde den største forskel mellem kastespil og løbespil – og derfor var blevet for forudsigelige.
“Jeg tror ikke, at man hjælper sin quarterback, hvis man stopper med at løbe bolden. Jeg tror, at hvis vi skal have succes i vores division… Skal vi være i stand til også at løbe bolden.


Jaguars vælger i årets draft som #4, men de stærkeste rygter drejer sig om forsvarsspilleren, Jamal Adams fra LSU. Så hvis Jaguars skal forstærke deres offensive i løbet af sommeren, bliver det i de senere runder eller via free agency.