NFL har for alvor indtaget vores naboer mod syd, og nu melder Tyskland sig klar til endnu flere NFL-kampe.

Direktøren for NFL i Tyskland hedder Alexander Steinforth og i et stort interview med det tyske medie Sport1 lægger han ikke skjul på, at han håber på endnu flere kampe på tysk jord.

Først og fremmest kan han, de tyske fans og os her i Danmark se frem til en enkelt kamp i 2024, hvor Carolina Panthers som det officielle hjemmehold tager imod New York Giants på Allianz Arena i München.

– Vi er yderst tilfredse med kampvalget, siger Steinforth og fortsætter: – Giants er utrolig populære i Tyskland, og vi håber, at Giants som klub vil være endnu mere aktive på det tyske marked i fremtiden. Modstanderen Carolina Panthers har været meget til stede i Tyskland de seneste par år, og har sågar egne fangrupper og en venskabsklub i Franfurt. Så vi er alle meget glade for, at vi kunne præsentere begge hold i München.

Berlin og andre i spil til NFL-kampe

Steinforth fortæller også, at planerne om at holde fast i én kamp om året holder stik for 2025, men lukker ikke ned for hverken flere kampe eller andre byer.

– Vi fik en ekstra kamp sidste år fra Mexico, fordi deres stadion var under ombygning i forbindelse med VM i fodbold 2026, og der kunne vi mærke en enorm interesse for NFL i Tyskland. Vi kan sagtens arrangere to eller endda tre kampe.

NFL har tidligere spillet pre-season kampe i Berlin og Steinforth afviser ikke, at hovedstaden eller andre tyske byer kunne få en NFL-kamp:

– Vi har høstet en masse erfaringer både omkring byer og stadioner. Vi er i øjeblikket i gang med analysere, hvilke andre byer, der kunne være mulige værter for en NFL-kamp. Der er også en økonomisk gevinst for lokalområdet på omkring 100 millioner Euro ved at få en NFL-kamp, så mange byer er intresserede.

Set med danske øjne villed et jo ikke gøre noget, hvis Berlin eller for den sags skyld Hamborg fik en fast NFL-kamp.

Op til syv NFL-kampe i Europa i 2025

NFL spiller fem kampe i udlandet i den kommende sæson, men ni allerede i 2025. Her forventes det, at NFL holder fast i Brasilien, og at Australien også får en kamp.

Så er der tre kampe i London, én på det moderniserede Bernabeu i Madrid, som NFL allerede har bekræftet, og så efter planen én i Frankfurt.

Det efterlader tre kampe til fordeling, måske alle i Europa, og et vedholdende rygte siger, at Dublin får en kamp. Men det betyder stadig to yderligere kampe, som vi kan håbe lander i Europa og måske endda i Tyskland.

Steinforth byder muligheden for flere kampe velkommen: – Tyskland er den første brik i puslespillet i NFLs nye internationale strategi og også en slags testballon. Mexico og London har været på landkortet længe og har meget tætte forbindelser til USA både historisk, kulturelt og til dels geografisk. Det betyder, at Tyskland så at sige er NFLs første virkelig internationale marked. Det har en meget høj strategisk prioritet for os at udvide antallet af kampe, slutter den tyske NFL-boss.

Gul Klud har skaffet 50 billetter til årets eneste NFL-kamp i München, og kampen er vanvittigt populær, så køb din pakke til NFL på Allianz Arena allerede nu hos vores nye rejsepartner Football Travel.

NFL i München 2024

Carolina Panthers – New York Giants
Allianz Arena, 10. november 2024
Køb rejse nu