Der bliver fuldt program på for Morten Andersen, når han besøger Danmark i slutningen af januar.

Først skal den berømte dansker hjem til Struer, hvor han skal hædres af såvel byen som NFL. Dermæst skal han medvirke i diverse tv-shows, inden han skal på scenen i Cirkusbygningen til det store NordicBet Super Bowl party.

Men det hele begynder mandag 29. januar, når Struers borgmester Niels Viggo Lynghøj på vegne af byen og kommunen fejrer den mest scorende kicker i NFLs historie og den blot anden kicker i NFLs Hall of Fame. Her skal den 57-årige dansker modtage byens gave ved et større udendørs arrangement, hvor han kan blive hyldet af lokalbefolkningen og det følges op med en reception i Struer Byråd.

Samme aften kommer så den helt store overraskelse (som altså ikke er en overraskelse længere) .

Præsidenten for NFLs Hall of Fame David Baker (tv.) kommer til Struer

Præsidenten for NFLs Hall of Fame, David Baker, tager nemlig turen over Atlanten for at hædre Morten Andersen i sin hjemby.

Det er kutyme for Hall of Fame-præsidenten, at han deltager i en hyldest i stjernens hjemby, og denne gang er det vel så langt fra USA, som han nogensinde har været. Momondo har i hvert fald næppe forslag til en flyrejse fra Canton, Ohio til Struer, Denmark.

Baker vil blandt andet vise videoklip fra Morten Andersens Hall of Fame optagelsesceremoni i juni 2017, som ikke er vist offentligt før. NFL optager samtidig selv video fra begivenheden, som kan ses på NFL.com og i Hall of Fame efterfølgende.

David Bakers besøg er ganske imponerende taget i betragtning af, at han dropper Pro Bowl for at være i Struer, og han skal være i Minnesota den følgende fredag til offentliggørelse af de nye Hall of Famers for 2018, hvor blandt andet Randy Moss og Ray Lewis er mulige kandidater.

Morten Andersen derimod bliver i Danmark og du kan altså møde ham på Super Bowl Sunday i Cirkusbygningen i København.

2 KOMMENTARER

Comments are closed.