En af Andrew Lucks vigtigste bodyguards er ude i 2-4 uger, efter at guard Jack Mewhort beskadigede nogle ledbånd i knæet  i nattens kamp mod Philadelphia Eagles.

Indianapolis Colts har længe haft svært ved at beskytte quarterback Andrew Luck. Han er blandt de quarterbacks, der bliver sacket oftest, og nu bliver hans arbejdsbetingelser endnu sværere. Venstre guard Jack Mewhort, beskadede i nattens kamp mod Eagles nogle ledbånd i det ene knæ, og er dermed ude i sæsonens første uger ( I starten skrev vi, at han var ude for året, men skadens omfang er nu oplyst til at være mindre. Vi beklager . red-Dennis)

Mewhort betragtes generelt som en af Colts bedre offensive linjemænd, selv om det ikke nødvendigvis siger så meget. Igen i nat blev både den offensive og defensive linje nærmest flyttet efter behag af Eagles-spillerne. Heldigvis for Colts’ fans så lignede Andrew Luck mere 2014-udgaven end 2015-udgaven, så der er håb for, at Luck kan overvinde pauvert spil fra den offensive linje.