Indianapolis Colts har valgt at stoppe samarbejdet med administrerende direktør Ryan Grigson. Cheftræner Chuck Pagano fortsætter.

Efter længere tids spekulationer har Indianapolis Colts besluttet at fyre administrerende direktør Ryan Grigson. Det rapporterede ESPNs Adam Schefter og blev senere bekræftet af ejer Jim Irsay på et pressemøde.


44-årige Grigson har de seneste år været hårdt kritiseret for hans tvivlsomme måde at opbygge Colts’ trup på, og det har nu fået Irsay til at give ham sparket. Ryan Grigson fik direktørposten i 2013.
Cheftræner Chuck Pagano beholder sit job, fortalte Irsay ligeledes på det pressemøde, han selv havde indkaldt til.


Indianapolis har ikke Grigsons afløser klar endnu. Ifølge NFL Networks Ian Rapoport er Jimmy Raye III et godt bud. Raye har været vice-præsident i den sportslige ledelse siden 2013 og er ekstremt vellidt blandt sine kolleger. Irsay bekræftede, at Raye er inde i billedet, men afkræftede til gengæld, at det samme skulle være tilfældet med Peyton Manning.


Jublende punter
Indianapolis’ karismatiske punter, Pat McAfee, var hurtig til at dele sin begejstring om organisationens beslutning. Kort efter Grigson blev meldt fyret, takkede McAfee ‘The Man Above’ på Twitter.


Fyresedlen havde som tidligere nævnt ligget i kortene et stykke tid, og det virker som det rigtige skridt. Colts har brug for nyt blod på top-posten, så Andrew Luck kan få et dygtigt mandskab omkring sig.