Sunday Night Football bliver en sand lækkerbisken med NFLs næstældste rivalisering. Vi kigger nærmere på rivaliseringen, og hvordan Packers historisk set altid er i vejen for Lions.


Første møde: 2. November 1930, Packers vandt 47-13 over Lions (dengang Portsmouth Spartans)
Head to head record: 99-68-7  i Packers favør. (174 opgør)
Antal Super Bowl sejre: Lions  0 (0 optrædener) Packers 4 (5 optrædener)
Seneste 10 opgør: 7-3 i Packers favør
Seneste møde: 25.  september 2016. Packers vandt 34-27 på hjemmebane
2016 sæson record. Lions: 9-6. Packers: 9-6.

En Rivalisering bygget på misundelse
Detroit Lions mod Green Bay Packers er en af NFLs ældste rivaliseringer, kun Packers mod Chicago Bears er ældre. Rivaliseringen mellem Lions og Packers er historien mellem lillebror og storebror. Detroit Lions har altid været et skridt efter Green Bay Packers. Packers har alt det som enhver Lions fan havde ønsket deres hold havde.
Lions har aldrig været i Super Bowl, Packers har vundet fire. Lions har meget få historiske legender, som har sat sit aftryk på NFL, Packers har utallige. Lions har kun vundet én slutspilskamp i Super Bowl æraen, Packers har vundet 25.  Packers har dobbelt så mange slutspilssæsoner som Detroit Lions i Super Bowl æraen.
Rivaliseringen mellem Packers og Lions bygger i den grad på misundelse. Packers er altid lige et skridt foran, og sådan har det altid været.


Packers er altid i vejen.
I starten af halvfemserne var Lions et godt mandskab og nød deres bedste periode i NFL anført af Hall of Fame runningback Barry Sanders. Det er derfor også fra den tid mange af de hårdeste nederlag til Packers stammer fra.
Kalenderåret 1994 vil nok helst glemmes, hvis man holder med Detroit Lions. I 1994 mødte de to hold hinanden 5 gange. Sidste spillerunde af 1993 sæsonen lå d. 2. januar 1994. Vinderen ville vinde divisionen, og da Lions fans kunne juble over en hjemmesejr som sikrede divisionen var håbet større end længe. Eneste problem var at første modstander i slutspillet hed Green Bay Packers. Selvfølgelig lader storebror ikke lillebror vinde 2 gange i træk, og Lions måtte se en lovende sæson slutte mod deres værste fjender fra Green Bay. Det var forøvrigt Brett Favre’s første slutspilssejr.
Sæsonen efter i 1994 kvalificerede Lions sig igen til slutspillet. Desværre for dem hed den første modstander igen Green Bay Packers. Derfor blev Packers igen lyseslukkere for Detroit Lions i en kamp, hvor Hall of Fame runningback Barry Sanders blev holdt til -1 rushing yard, og hele Detroit Lions til -4 rushing yards. Den kamp blev spillet d. 31. december 1994, og afsluttede et år, hvor fem kampe mod Packers havde givet to sejre, men også to ærgerlige nederlag i de vigtigste kampe.
Lions’ miserable årtusinde
Siden årtusindeskiftet har Lions været et af NFLs dårligste hold, og Packers har ikke været for fine til at udnytte det. Ikke nok med 26 sejre til Green Bay mod Lions’ blot 7 siden år 2000, har Packers vundet med over 12 point i gennemsnit.
I 2008 da Detroit Lions var det første hold som gik igennem en sæson uden at vinde, var det Green Bay Packers som slog det sidste søm i kisten med en 31-21 sejr.
I 2012 kastede backup quarterback Matt Flynn for seks touchdowns imod Detroit Lions i den mest scorende kamp mellem de to hold i historien. De seks kastede touchdown var Packers-rekord og de vandt kampen 45-41.
Selvom de seneste år år har været lidt mere opmuntrende for Lions, skal det bare blive til smertefulde nederlag til Packers. I 2014 kæmpede de to hold ligesom i denne uge om førstepladsen i NFC North, da de mødtes i uge 17. Packers vandt og sendte dermed Lions på udebane til Dallas, hvor de tabte ugen efter.
I 2015 dykkede Lions’ niveau, men de smertefulde nederlag til Packers forsvandt ikke. I aften spiller de to hold i Detroit, og det bliver første gang siden “The Miracle in Motown”, som det så elegant blev døbt. Bagud med 2 point på egen banehalvdel med tid til kun ét sidste spil, sendte Aaron Rodgers et missil af sted mod end-zone, og resten er historie.