En forrygende Kareem Hunt var hovedaktøren, da Kansas City Chiefs tog et stort skridt mod AFC West-titlen og en plads i slutspillet med en 30-13-sejr over Los Angeles Chargers.

Kansas City Chiefs og Los Angeles Chargers mødtes lørdag nat i en kamp, hvor vinderen ville sætte sig i pole position til at vinde AFC West. Chiefs gik ind til opgøret med det mentale overtag efter syv sejre i træk over Philip Rivers og Co., mens Chargers gik på banen med størst selvtillid efter syv sejre i ni kampe.
Fra kampens start virkede Chiefs til at drage fordel af den indbyrdes sejrsstime med en veloplagt Kareem Hunt og et velorganiseret forsvar. Midt i andet quarter tog hjemmeholdet en føring på 10-0, da Alex Smith fandt en helt fri Tyreek Hill for et 64-yard touchdown, efter den lynhurtige receiver var spurtet forbi CB Casey Hayward.

Holdet fra vestkysten svarede straks igen og reducerede til 10-6 efter et kort touchdownløb af Melvin Gordon og kunne dermed gå til pause med hovedet oprejst efter ellers at være blevet domineret i de første 30 minutter.
Chargers’ tog momentum fra slutningen af første halvleg med ind i anden halvleg, hvor et 49-yard ‘catch and run’ af runningback Melvin Gordon kickstartede en angrebsserie, der blev afsluttet med det 113. touchdown fra Philip Rivers til Antonio Gates og en føring på 13-10 til gæsterne.
Igen blev der svaret hurtigt og effektivt tilbage, da Chiefs langsomt, men sikkert, marcherede ned ad banen på en syv minutter lang angrebsserie, hvor Smith fandt Hunt på et kort touchdownkast og en Chiefs føring på 17-13 i slutningen af tredje quarter.
Stort Chargers-kollaps
En Philip Rivers-interception blev returneret hele vejen inden for 10-yard-linjen af Marcus Peters, men Chargers-forsvaret formåede at holde Kansas City til et field goal, da dommerne kaldte et potentielt Hunt-tochdown ‘incomplete.’ Dumhederne fortsatte dog for Chargers, da Adam Ekeler fumblede på den næste angrebsserie, men igen måtte de nøjes med et field goal og føring på 23-13.
Chargers kunne ikke stoppe med at forære bolden væk, og endnu en interception af Rivers blev for meget at overkomme. Kampens helt store oplevelse, Kareem Hunt, løb endnu et touchdown ind og lukkede endegyldigt kampen til 30-13. Og så nåede Rivers at kaste endnu en interception til Peters.
https://twitter.com/Chiefs/status/942236584384098304
Med sejren er Kansas City Chiefs 8-6 og kan med en sejr over enten Miami Dolphins eller Denver Broncos vinde divisionen. Chargers er nu 7-7 og har brug for to nederlag til Chiefs for at kunne vinde AFC West.
Væsentlige stats:
Alex Smith 23/30, 231 yards, 2 TD’s
Kareem Hunt 24 løb, 155 yards, 1 TD, 7 grebne bolde for 51 yards, 1 TD
Tyreek Hill 5 grebne bolde, 88 yards, 1 TD
Travis Kelce 6 grebne bolde, 46 yards
Philip Rivers 20/36, 227 yards, 1 TD, 3 INT’s
Melvin Gordon 19 løb, 78 yards, 1 TD, 6 grebne bolde, 91 yards
Keenan Allen 5 grebne bolde, 54 yards