Divisionskampen mellem Atlanta Falcons og Tamba Bay Buccaneers havde stor betydning for to hold. Tamba Bay’s (4-9) drømme om playoff blev for længst slukket, men for Atlanta Falcons (8-5) var playoff-billetten stadig ikke sikret før kampen mod Bucs. For Green Bay Packers ville en Falcons sejr betyde at man ville blive matematisk elimineret fra kampen om playoff pladserne.

På trods af at Tamba reelt set ikke havde noget at spille for, gjorde tv-billederne før kampen dog ikke en i tvivl om at holdet fra Florida ville gøre hvad de kunne for at tage sejren og spolere divisionsrivalernes sæson.


Første del af kampen var helt tæt, indtil anden quarter hvor to fumbles begge gik Atlantas vej. Først fumblede Devonte Freeman på vej ind i endzone, men runningbacken kunne se holdkammerat L.Toilolo ende med bolden – touchdown Atlanta. På det efterfølgende drive lykkedes det Tamba Bay at komme indenfor Atlantas 5-yard linje, hvor runningback Peyton Barber blev tacklet af safety Keanu Neal, der først tvang bolden fri og dernæst selv fik fat på den fumblede bold. Da Atlanta dernæst gik ned ad banen og sparkede et 57-yard field goal, var Tambas forsøg på at udligne pludseligt endt med at de var bagud 7-17, en stilling der holdt helt til halvleg.
I halvlegen hyldede hjemmeholdet deres tidligere træner John Gruden, der hjalp dem til en 2002 Super Bowl sejr over Oakland Raiders, ved at indlemme ham i Tamba Bay Buccaneers Ring of Honor (holdets egen Hall of Fame).
 


Efter halvleg, midt i 3. quarter, lavede Winston og Mike Evans et smukt touchdown, der mindede en om at Tamba holdet godt nok er et godt stykke fra et nyt Super Bowl eventyr, men i hvert fald har en hel del ungt talent at bygge rundt om.
 

 
Dette gav nyt liv til Buccaneers, der på Falcons efterfølgende drive ikke blot fik stoppet Matt Ryan og co. fra at komme i endzone, men også blokeret Falcons field goal forsøg. Tamba angrebet kunne dog ikke få point på tavlen da de dernæst fik bolden i hænderne, og så endte det med at Atlanta igen fik bolden og igen spillede sig ned ad banen. Denne gang fik Bucs’ forsvaret dog ikke mulighed for at blokere endnu et field goal, da en storspillende Devonta Freeman satte 6 point mere på tavlen med et 32 yard touchdown. 24-14 med 8 min. tilbage af kampen.
 
Jameis Winston fik dog ført Tamba Bay til først et touchdown, og dernæst langt ned ad banen med få sekunder igen i jagten på et field goal og overtid. Kampen sluttede dog med en lettere kontroversiel, eller i hvert fald uheldig situation. Efter et 11-yard kast til Cameron Brate, gled dommeren der skulle ”spotte” bolden. Det førte til at Tamba mistede en 4-5 sekunder, og derved ikke havde tid til et sidste kasteforsøg før man forsøgte et udlignende field goal. Det betød at kicker Patrick Murray skulle sparke den ind fra 54 yards, hvad han ikke formåede. Falcons tog derfor sejren og er tættere på en playoff plads, i mens Green Bay Packers altså ikke kommer til at spille football i januar.

 


 
 

Stats

Matt Ryan: 17/31, 212 yards, 1 TD
Devonte Freeman: 22 løb for 126 yards, 1 TD, 5 catches for 68 yards
Julio Jones: 3 catches for 54 yards
Jameis Winston: 27/35, 299 yards, 3 TD’s
Peyton Barber: 13 løb for 53 yards, 3 catches for 15 yards
Mike Evans: 5 catches for 79 yards, 1 TD