New York Giants og Philadelphia Eagles udkæmpede endnu et dramatisk NFC East-opgør, der fandt sin afgørelse på et langt field goal i sidste sekund.

New York Giants har fået en forfærdelig sæsonstart med to klare nederlag og var presset til at vinde divisionsopgøret mod Philadelphia Eagles på udebane i går aftes. Men Eli Manning og Co. fik alt andet en god start på opgøret og kom bagud 14-0 efter touchdowns af LeGarrette Blount og Zach Ertz.

Manning og Giants-angrebet så nok en gang skidt ud, og den aldrende quarterback kastede blandt andet to interceptions. Men i fjerde quarter tog fanden ved New York-mandskabet, og den helt store stjerne Odell Beckham Jr. meldte sin ankomst og stoppede enhver tvivl om, at han stadig skulle være skadet.
I begyndelsen af fjerde quarter greb stjernereceiveren først et fantastisk touchdown bagerst i endzone efter et flot kast af Manning. På utrolig vis formåede han at beholde begge fødder inden for kridtstregerne og reducere til 7-14.
Landon Collins forcerede en fumble kort efter, som Eli Apple kunne smide sig på, og så leverede OBJ endnu et fuldstændig sindssygt catch, hvor han på en eller anden måde greb bolden med en hånd og kontrollerede bolden ved at trykke den ind mod siden af hjelmen. Se receiverens to fremragende touchdowns herunder.

Giants havde virkeligt fået momentum efter Beckhams tryllekunstner og tog endda føringen på et flot kast af Manning til Sterling Shepard for et dybt touchdown.


Men Eagles svarede igen og udlignede til 21-21. Ved stillingen 24-24 og med blot et sekund tilbage på uret sendte rookie-kicker Jake Elliott et field goal forsøg af sted fra 61 yards, mens de fleste havde indstillet sig på overtid. Men Elliotts spark havde både længden og præcisionen, og så kunne Eagles bryde ud i en kæmpe jubelrus.