Natten til fredag vender den ovale bold tilbage, når Chicago Bears og Houston Texans mødes og åbner Hall of Fame-weekenden i årets første træningskamp.

I weekenden bliver de nye medlemmer af Pro Football Hall of Fame hyldet i sportens vugge i Canton, Ohio. Traditionen tro bliver festlighederne sparket i gang på det legendariske Tom Benson Hall of Fame Stadium, hvor to NFL-hold mødes i årets første venskabskamp.

Det sker klokken 02:00 dansk tid natten til fredag, når storsatsende og ambitiøse Chicago Bears og Houston Texans mødes i Hall of Fame-kampen. Foruden de to hold og de fremmødte tilskuere vil stadion bl.a. rumme de nyvalgte medlemmer i Hall of Fame, som er Dwight Freeny, Randy Gradishar, Devin Hester, Andre Johnson, Steve McMichael, Julius Peppers og Patrick Willis.

Husk at I kan se Hall of Fame-kampen via NFL GamePass. I kan købe abonnement til NFL GamePass via dette link – og på den måde støtter I også Gul Klud.

Hvem kommer til at spille?

Det er kun en uge siden, at NFL vågnede op fra sin dvale, da de 32 hold stemplede ind til den store træningslejr. Derfor falder Hall of Fame-kampen relativt tidligt i Chicago Bears og Houston Texans’ sæsonforberedelser, ligesom at de to hold kommer til at spille fire venskabskampe før 2024-sæsonen, mens resten af ligaen nøjes med tre venskabskampe.

Derfor er det også kutyme, at de to hold, som medvirker i Hall of Fame-kampen, sparer hovedparten, hvis ikke alle, af deres normale startere. Det er også tilfældet i år, hvor Matt Eberflus har proklameret, at Bears kommer til at spare alle deres startere i kampen. Houston Texans forventes heller ikke at starte med deres største profiler, om end DeMeco Ryans ikke har været tilsvarende bombastisk i sine udmeldinger i optakten til kampen.

Det betyder, at vi fortsat må væbne os med tålmodighed, før vi får lov at se Bears’ unge stjerner Caleb Williams og Rome Odunze i aktion. Vi forventer heller ikke, at Texans kommer til at starte C.J. Stroud, Will Anderson Jr. eller nytilkomne Stefon Diggs i Hall of Fame-kampen.

I stedet forventes Bears at starte med Tyson Bagent under center. Texans har anderledes flere strenge at trække på, når det kommer til quarterback-positionen. Vi kan således forvente at se gode gamle Davis Mills, Case Keenum eller Tim Boyle i aktion, når de tre skal duellere om tjansen som førstereserve til C.J. Stroud.

En anden Bears-spiller, som vi med sikkerhed ikke får at se, er defensive back Jonathan Owen, som er rejst til Paris for at følge sin hustru i aktion under de Olympiske Lege. Det er ingen ringere end gymnastikfænomenet Simone Biles, som allerede har vundet sin første guldmedalje i Paris.

Hvad kan vi forvente af Hall of Fame-kampen?

Da vi stadigvæk befinder os på et tidligt og indledende stadie af holdenes sæsonforberedelser, så er det nærmest umuligt at spå om udfaldet af Hall of Fame-kampen.

Den manglende forberedelsestid plejer også at medvirke til nogle relativt lavtscorende opgør, hvor de to forsvar er bedre rustet til opgaven. I de seneste fem Hall of Fame-kampe er der blevet scoret 30,2 point i gennemsnit, og holdene har løbet bolden relativt mere, end vi ser i grundspillet.

I 2023 vandt Cleveland Browns med 21-16 over New York Jets. Her var det femterundevalget Dorian Thompson-Robinson, der løb med overskrifterne, da han kom ind og kastede for 82 yards og et touchdown i kampens slutfase. Thompson-Robinson brugte altså Hall of Fame-kampen til at positionere sig til og sidenhen vinde tjansen som førstereserve til Deshaun Watson i 2023-sæsonen.

Derfor skal I holde et vågent øje med de mange førsteårsspillere, som får lov at spille natten til fredag. Det bliver deres første smag af NFL, og de kommer til at være topmotiverede for at vise sig frem foran deres trænere og fans. Og så skal I bare læne jer tilbage og glæde jer over, at den ovale bold er tilbage igen.

Sidst, men ikke mindst, så bliver det første gang, at vi skal overvære de nye kickoff-regler. Regelændringen indebærer, at ingen spillere må forlade deres respektive positioner, før bolden når den nye “landingszone”, som går fra mållinjen til 20-yardlinjen. Hvis sparket er i landingszonen, og ikke triller ind i endzone, skal sparket returneres. Det skal sikre, at vi får endnu flere returns, men at vi undgår de hårde sammenstød.

Læs mere: Bliv klogere på de nye kickoff-regler her

Det er ganske symbolsk, og passende, at de nye kickoff-regler ser dagens lys, før den legendariske return-spiller Devin Hester formelt set bliver indlemmet i Hall of Fame. Hester huskes og anerkendes bredt som dén bedste return-spiller i ligaens historie, efter at han leverede over 10.000 return-yards og 20 return-touchdowns, hvilket er flest i ligaens historie, i sin karriere.