Kampen om Kirk Cousins har fået en klar favorit. Minnesota Vikings får æren af Cousins’ første besøg, og hvis alt går godt, forventes det, at han underskriver en 3-årig kontrakt med de lilla vikinger.

Hvor ender Kirk Cousins? Det har været det store spørgsmål, siden det blev klart, at han ville blive free agent i år. Vikings, Jets, Broncos og Cardinals har alle været flittigt nævnt, men især Minnesota Vikings og New York Jets har været rygtet interesserede.

Nu begynder der at danne sig et billede af en klar favorit til at sikre sig den 29-årige quarterback. I følge NFL Networks Ian Rapoport vil Kirk Cousins besøge Minnesota Vikings først, og hvis alt går som forventet, vil han underskrive en 3-årig kontrakt i omegnen af $28 millioner om året. I følge Adam Schefter skulle hele kontrakten være garanteret, hvilket vil første gang nogensinde for en mangeårig kontrakt. Indtil videre er planen, at Cousins mødes over en middag med cheftræner, general manager mfl. onsdag aften, hvorefter han torsdag skal se Vikings’ nye stadion og træningsfaciliteter og i sidste ende underskrive en kontrakt.

Kirk Cousins har tidligere indikeret, at pengene ikke var det vigtigste, men at han gerne ville lande i en situation, hvor han kan vinde kampe. I Minnesota vil han få et stærkt hold omkring sig, der sidste år vandt NFC North og nåede NFC-finalen.

Cousins blev draftet af Washington Redskins i fjerde runde af 2012-draften. Her startede han som backup for Robert Griffin, men i løbet af nogle sæsoner vandt han starterjobbet. Siden 2015 har han været Redskins’ quarterback, men hovedstadsholdet har ikke ville give ham en langvarig kontrakt. Derfor har Cousins de sidste to år spillet på franchise tagget.