New York Jets formåede ikke at flyve til slutspillet i sidste sæson, tværtimod. Nu skal holdet i gang med at genopbygge, og det har betydet et farvel til mange kendte ansigter.

Nævneværdige afgange:
WR, Brandon Marshall (Giants)
QB, Geno Smith (Giants)
K, Nick Folk (Buccaneers)
RB, C.J. Spiller (Chiefs)
QB, Ryan Fitzpatrick (Fritstillet)
CB, Darrelle Revis (Fritstillet)
C, Nick Mangold (Fritstillet)
OT, Ryan Clady (Fritstillet)
OT, Breno Giacomini (Fritstillet)
RB, Khiry Robinson (Fritstillet)
LB, Erin Henderson (Fritstillet)
Nævneværdige tilgange:
OT, Kelvin Beachum (Jarguars)
QB, Josh McCown (Browns)
CB, Morris Claiborne (Cowboys)
K, Chandler Catanzaro (Cardinals)
WR, Quinton Patton (49ers)
C, Jonotthan Harrison (Colts)
DT, Mike Pennel (Packers)
Nævneværdige re-signings:
OT, Benjamin Ijalana
LB, Corey Lemonier
LB, Josh Martin
Skraldevognen har været forbi MetLife Stadium
New York Jets har været i en ganske presset situation. Lønloftet har truet, mens alderen og spillermaterialet på nøglepositioner har været alt andet end imponerende. Derfor er mange større navne røget til storskrald, og det er tid til at lave en større genopbygning.
Væk er Darrelle Revis, Brandon Marshall, Nick Mangold og Nick Folk, spillere der i flere år har været store navne i klubben. Det har de seneste sæsoner dog ikke været nok til at skaffe sejre i hus. Trods den store udskilning har der ikke været mange penge at gøre godt med for cheftræner Todd Bowles. Antallet af nytilkommere er derfor lavt og de store navne er svære at få øje på.
Et tidligere førsterundevalg er dog kommet til, og efter at have skuffet i sine første fem sæsoner skal der nye boller på suppen. Det drejer sig om cornerback Morris Claiborne, der var ved at få gang i karrieren sidste sæson inden en skade ramte. Det er et større sats, hvis klubben skal være afhængig af ham, men det er ikke nogen dum tilføjelse, da kontrakten kun løber et enkelt år. Holdets nye venstre tackle, Kelvin Beachum, skuffede for Jaguars i sidste sæson. Finder han sit spil fra 2014 og 2015 frem igen, er det en godkendt kontrakt. Det er dog på ingen måde et homerun.
Det kan man heller ikke sige om Josh McCown, der får lov til at prøve at vinde jobbet som startende quarterback. Det bliver i første omgang ikke den sværeste opgave, da alternativerne er Bryce Petty og Christian Hackenberg. Det er ikke ligefrem skræmmende konkurrence, men McCown har en bekymrende skadeshistorik, og selv i en rask version er han ikke svaret i New York. I bedste tilfælde kan han muligvis få Jets-angrebet til at nærme sig et respektabelt niveau.
Beslutningen om at forlænge med Benjamin Ijalana er fin, men som mange har påpeget er hans kontrakt meget lig den Brandon Marshall fik hos Giants. Det er fint nok at rydde ud i butikken, men Brandon Marshall havde pyntet gevaldigt på holdkortet næste sæson, hvor Jets på nuværende tidspunkt for alvor mangler spændende (offensive) profiler. Kort sagt er det svært at finde noget at juble over, medmindre Kelvin Beachum tager et skridt op. Det er dog det rigtige at gøre, der er ikke noget, som ødelægger et genopbygningsprojekt mere end store, dumme kontrakter til spillere, som ikke passer ind. Jets skal vinde gennem draften.
Karakter: 3/10
Draften: Jets vælger som nr. 6 i første runde
Heldigvis for Jets-fans vælger de tidligt i første runde og har dermed mulighed for at få ungt talent ind på holdet. Der er nok huller, som skal lappes, da der udover den defensive linje ikke er en positionsgruppe, der springer i øjnene for positivt spil. Holdet har brug for en quarterback, men tør man vælge Trubisky, DeShaun Watson eller endda Patrick Mahomes så højt, når der stadig er masser af mangler andre steder? Den offensive linje og holdets receivere får ikke nogen NFL-fans til at gå amok, men her er flere solide spillere. Det bliver nok ikke her, at valget falder i første runde. Tackle-positionen er værst ramt af de førnævnte.
Udover quarterback er cornerback et område, der vækker bekymring. Hverken Claiborne, Buster Skrine eller Marcus Williams slår mig som værende en sand nummer ét i NFL. Linebacker Darron Lee imponerende ikke som rookie, og med David Harris på den forkerte side af 33 år kan New Yorkerne med rette kigge nærmere på en opgradering her. Det samme kan siges om holdets running backs. Matt Forte formår på forunderlig vis stadig at være produktiv, men det går den forkerte vej og Bilal Powell er ikke en spiller, som kan starte 16 kampe i NFL. Draften er ret dyb på den position, så det vil være naturligt at se Jets kigge den vej. Holdets to startende receivere, Quincy Enunwa og Eric Decker er gode, men dybden bag dem er nærmest ikke-eksisterende, og holdets tight ends er hovedrystende dårlige.
Needs: QB, CB, TE, LB, RB, OT, S
Oplagte spillere for Jets i første runde:
O.J. Howard, TE, Alabama
Jets’ situation taget i betragtning vil et valg af en Tight End være lidt af et luksusvalg, som de nok ikke har råd til. Alligevel er det svært ikke at være lidt forelsket i det, som Howard potentielt kan gøre i NFL. En fed kombination mellem størrelse og atletiske evner vil gøre ham til et matchupproblem fra dag 1. Howard har tilmed evnerne til at være effektiv i blokeringsspillet og “lækre, bløde hænder”, som Claus Elming plejede at sige om Alge Crumpler tilbage i Zulu-dagene. Howard har stadig mange ting, der skal læres, men talentet er der uden tvivl, og han vil være en klar opgradering over Austin Seferian-Jenkins
Mitchell Trubisky, QB, North Carolina
Det er længe siden Jets har haft en franchise quarterback på holdet, og det er simpelthen for svært at vinde kontinuerligt uden netop det. Trubisky og DeShaun Watson kæmper om at blive valgt først, men også Patrick Mahomes er med i kapløbet. Trubiskys evne til ikke at begå fejl er grunden til, at han vil være førstevalget for Jets. Det vil dog ikke være usandsynligt, at de ville tage Mahomes eller Watson, der begge umiddelbart har mere star power og en stærkere kastearm. Der er godkendte våben på offensiven, og Trubisky har erfaring fra et NFL-lignende angreb. Han vil kunne sidde og lære under Josh McCown de første kampe, inden han selv tager over. Beslutsomhed, størrelse og de fine atletiske evner kan redde angrebet.
Marshon Lattimore, CB, Ohio State
Darrelle Revis er fortid i Jets for anden gang, og denne gang ser det endeligt ud. Lattimore er ikke en garanteret Revis direkte ud af college, men mange scouts og eksperter er imponerede over, at Lattimore nærmest “løber bedre ruter end receiverne”. Jets-fans vil elske at se en spiller klistre sig til modstanderne, som Revis kunne, da han var bedst. Lattimore har størrelsen til at spille på ydersiden og er en fremragende atlet, der desværre har haft skadesproblemer. En rask Lattimore vil forbedre det tidligere frygtindgydende Jets-forsvar med det samme.
ARZ | ATL | BAL | BUF CAR CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB HOU | IND | JAX KC | LAC | LAR | MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TBTEN | WAS