Der er stadig en stribe dygtige spillere og store navne, der står uden klub.

Free agency (transfervinduet) går nu ind i sin tredje bølge.

Det sker efter altid 1. juni, hvor NFL har en regnskabsteknisk skæringsdato i forhold til lønloftet. Derfor har vi også set klubber hente flere spillere de senere dage eller skrive nye store kontrakter, som f.eks. Minnesota Vikings, der gjorde Justin Jefferson til den bedst betalte ikke-quarterback.

De fleste hold åbner snart deres minicamps som forberedelse til den nye sæson, og der får de hurtigt svar på, om truppen mangler forstærkninger rundt omkring.

har de mangler og penge under lønloftet, så er der stadig nogle spillere uden kontrakt, der bør tiltrække sig interesse på det åbne marked.

10 markante NFL-spillere uden kontrakt

1) Justin Simmons, S, Denver
Bortset fra Antoine Winfield Jr, der fik en rekordstor kontrakt af Buccaneers, så er Simmons ubetinget det her transfervindues mest attraktive safety. Han blev fritstillet af Denver og er fri til at forhandle med alle hold.

2) Connor Williams, IOL, Miami
Nok det mindst sexede navn i top 10 men stadig en spiller, der kan forstærke enhver trup. Måske derfor er der også en vis sandsynlighed for, at han bliver i Miami. Dolphins har i forvejen mistet Robert Hunt til Carolina.

3) Xavien Howard, CB, Miami
Vel i en to-tre år NFLs bedste cornerback, inden alder (31) og skader sendte ham på sidelinjen. Det er lidt overraskende, at han stadig er free agent, men mon ikke en klub snart tager chancen på den atletiske corner.

4) Stephon Gilmore, CB, Dallas
Den tidligere Defensive Player of the Year beviste sidste år, at han stadig kan spille den svære cornerback-position, selvom han er blevet 33. Det er langt fra umuligt, at Cowboys hiver ham tilbage, men lige nu står han uden klub.

5) Ryan Tannehill, QB, Tennessee
Dagene som starter er nok forbi for Ryan Tannehill, men han kan være en fin tilføjelse for et hold, der mangler en solid backup quarterback. Med 150 kampe (næsten 10 sæsoner) som starter er det dog ikke sikkert, at hverken han eller hans agent er villig til at gå på kompromis med løn og spilletid.

6) David Bakhtiari, OT, Green Bay
Stor, stærk og rutineret… men meget skadesplaget. Har ikke fuldført de seneste fire sæsoner, og 10 års slid har efterhånden sat sit præg på den 32-årige krop. Packers opgav (modvilligt) på ham, men han har lige selv meldt ud, at han føler sig fit for fight.

7) Jamal Adams, S, Seattle
Det er lidt vildt at tænke på, at Jamal Adams stadig kun er 28. Han blev draftet i første runde med pick 6 af Jets i 2017, tradet for to 1.-runde picks til Seattle bare to år senere, satte rekorden for flest sacks af en safety, men er bare aldrig rigtig blevet en superstjerne. Hvor ender han nu?

8) Hunter Renfrow, WR, Las Vegas
“Third and Renfrow” står noget overraskende stadig uden klub. Lige så overraskende var det, at han stille og roligt gled ud af Raiders angreb sidste år. Han er stadig en dygtig slot receiver og bør kunne hjælpe klubber, der leder efter sikre hænder på 3. down.

9) Calais Campbell, DL, Atlanta
Måske synger karrieren på sidste vers for en af ligaens største spillere. Da han var i sin prime var han en force, men nu er alderen efterhånden ved at indhente ham. Den 37-årige Campbell er to gange All Pro, og har spillet for Cardinals, Jaguars, Ravens og Falcons.

10) Michael Thomas, WR, New Orleans
Thomas har kæmpet med skader de sidste par sæsoner, men han viste glimt af sin gamle form sidste år. Han kan vise sig som en værdifuld tilføjelser til et hold, der mangler en rutineret receiver.

Bonus: Jamal Agnew, WR/KR, Jacksonville
NFL har indført nye kickoff-regler, der har til formål at lave flere kickoff-returns. Agnew har vist sig som en af ligaens bedste til netop det, og han kunne blive en værdifuld brik for et hold, der leder efter en god returner.

Læs også: Her er NFLs nye kickoff-regler