Free agency lakker mod enden, og det er tid til at se nærmere på, hvordan holdene klarede sig, og hvad de skal kigge på i draften. I Tennessee Titans forsøger man at forbedre mandskabet, der i 2017-sæsonen formåede at nå divisionsrunden i slutspillet.

På 32 dage vil Gul Klud give dig 32 holdanalyser af free agency og samtidig kigge på, hvor hvert af de 32 hold skal fokusere i draften. I dag er turen kommet til Tennessee Titans, der håber på, at de med Mike Vrabel som ny head coach kan opnå bedre resultater.

 

Nævneværdige afgange:
RB, Demarco Murray (Kontraktløs)
LB, Avery Williamson (New York Jets)
NT, Sylvester Williams (Detroit Lions)
DL, Karl Klug (Kontraktløs)
WR, Erik Decker (Kontraktløs)
QB, Brandon Weeden (Houston Texans)

 

Nævneværdige tilgange:
CB, Malcolm Butler (5 år, $61 millioner)
RB, Dion Lewis (4 år, $20 millioner)
NT, Bennie Logan (1 år, $4 millioner)
ILB, Will Compton (1 år)
WR, Michael Campanaro (1 år)
QB, Blaine Gabbert (2 år, $4 millioner)

 

Nævneværdige re-signings:
DT, DaQuan Jones (3 år, $21 millioner)
K, Ryan Succop (5 år, $20 millioner)
G, Josh Kline (4 år, $26 millioner)
EDGE, Erik Walden (1 år)

 

Tredje Mike er lykkens Mike

Mike Munchak kom og gik. Mike Mularkey kom og gik. Mike Vrabel har nu taget over som head coach og det er derfor hans tur til at skabe resultater med potentialet i Tennessee. Vrabel, der spillede 14 år som linebacker i NFL, tilbragte de sidste fire sæsoner på den defensive trænerstab for Houston Texans, hvoraf 2017-sæsonen var som defensiv koordinator. Han er steget hurtigt i rang i hans relativt korte karriere som footballtræner, hvilket må betyde, at han har nogle gode kvaliteter at byde på.

Vrabel overtager en til tider slingrende skude af et Tennessee Titans-mandskab, der dog, til trods for en ringe start på 2017-sæsonen, præsterede godt nok til en plads i slutspillet. Et mirakuløst comeback mod Chiefs blev vendt til en afklapsning mod Patriots i divisionsrunden, der satte en stopper for Titans’ sæson.

Titans satser på ungdommen

DeMarco Murray har haft en noget svingende karriere, med nogle gode år ind imellem. Særligt 2014 med Cowboys, hvor han løb for 1845 yards og 13 touchdowns, står frem som Murrays absolut bedste sæson. Han har de sidste par sæsoner været Titans’ startende running back, men den unge Derrick Henry ser nu ud til at have overtaget denne plads efter Murray er blevet fritstillet. Til gengæld er Dion Lewis blevet hentet i New England. Lewis har vist glimrende potentiale og er også god i kastespillet. Dette betyder sandsynligvis, at Derrick Henry og Dion Lewis må deles om spilletiden på running back positionen

Titans måtte se sig slået af Tom Brady i slutspillet, hvor han kastede for 337 yards og tre touchdowns. Det var åbenlyst, at man måtte hente hjælp på

forsvaret, især mod kastet. Titans nappede derfor en af Patriots’ cornerbacks, Malcolm Butler. Som man siger; hvis du ikke kan slå dem, så stjæl deres spillere. Butler, der af endnu uvisse grunde, stort set ikke kom på banen i Super Bowl 52, hvor Patriots tabte til Eagles, har været en af de bedre spillere på New England forsvaret de sidste par år. 2017-Sæsonen var dog ikke Butlers bedste, hvilket kunne tænkes, at være grunden til, at Patriots valgte ikke at forlænge med ham. Mere positivt husker man ham som manden der sikrede Super Bowl 49 sejren over Seahawks i 2015, hvor han interceptede Russell Wilsons kast på mållinjen i de døende sekunder. Butler bliver en del af en Titans secondary, der med navne som Logan Ryan, Kevin Byard, Adoree Jackson og Jonathan Cyprien udgør en ganske glimrende enhed.

 

Når bagenden er god er alting godt. Eller.. Titans forsvaret kunne godt bruge noget hjælp oppe foran. Især efter de lod både Sylvester Williams og Karl Klug gå her i offseason, samt at Brian Orakpo (31) og Derrick Morgan (29) ikke bliver yngre. Titans var umiddelbart med i kapløbet om Ndamukong Suhs tjenester, men tabte ræset til Rams.  De har dog forlænget med den defensive linjemand DaQuan Jones, der er rigtig god imod løbet. Ydermere har de hentet Chiefs’ tidligere nose tackle Bennie Logan til at fylde i midten af den defensive linje.

Kickere er sjældent et populært emne i NFL, men her i Danmark kan vi virkelig sætte pris på en god kicker, især dem, der ender i Hall of Fame. Dermed ikke sagt at Ryan Succop er på vej i Hall of Fame, men Titans har ihvertfald sikret sig, at en af ligaens bedre kickere fortsat skal sparke field goals og ekstra point i Nashville. Det har dog kostet en af de største kicker kontrakter nogensinde: 5 år, $20 millioner med $7,5 millioner garanteret.

 

Her til sidst må det nævnes, at Tennessee Titans, efter al forventning, har gjort brug af Marcus Mariotas femteårsoption, som er indskrevet i alle førsterundevalgs kontrakt og tilføjer et ekstra år på kontrakten. Mariota forventes at være Titans’ franchise quarterback i fremtiden og han har også, trods lidt modgang, vist, at han godt kan bære det ansvar.

Titans har med Malcolm Butler en rigtig god secondary, der nu i draften skal følges op med noget pass rush og styrke på den defensive linje. Forsvaret bør kunne tage et skridt frem næste sæson. Tilmed har de med forlængelsen af Josh Kline også sørget for noget kontinuitet på den offensive linje, der bør hjælpe Marcus Mariota med at tage Tennessee mandskabet længere i slutspillet i 2018-sæsonen.

Karakter: (7/10)

Blikket rettet med draften: Titans drafter som nummer 25 i første runde af draften

Sidste år havde Titans to førsterundevalg. Det blev til WR Corey Davis og CB Adoree Jackson. Davis havde en hård start i NFL, men viste mod slutningen af sæsonen, at han har potentialet til at spille wide receiver i NFL. Jackson havde klart den bedre rookie sæson, som han forhåbentligt kan bygge videre på i sit andet år i ligaen.

Titans har efter free agency stadig en række mangler, der skal rettes op på i draften. Særligt edge rusher og linebacker ser jeg som de helt store huller. Brian Orakpo er 31 år, og der er brug for mere pres på modstanderens quarterback, så den gode secondary kan lave nogle flere store spil. Med afgangen af Avery Williamson er der brug for en tacklemaskine i midten af forsvaret.

På den offensive linje var center Ben Jones gennemsnitlig på sit bedste og klart det svage punkt. Man siger, at en enhed ikke er stærkere end det svageste led, hvilket er ærgerligt, når man har to offensive tackles som Taylor Lewan og Jack Conklin på ydersiden. Derfor vil en opgradering på midterpositionen formentlig have en betydelig effekt på den offensive linje som helhed.

Draft needs: Edge, ILB, C, G, D-line, WR

Her er tre spillere de potentielt kunne have i kikkerten.

1) Marcus Davenport, Edge, UTSA
Davenport er en yderst imponerende atlet, der har en sjælden blanding af størrelse, styrke og fart. Brian Orakpo er oppe i årene og Titans har brug for at lægge mere pres på modstanderens quarterback. Davenport er på ingen måder et færdigt produkt som spiller i NFL, men han har så stort potentiale, hvilket ofte vægtes højt af NFL general managers i første runde af draften. Gul Kluds draft ekspert, Teis Joranger, har i sin nylige tre runders mock draft netop Marcus Davenport til Titans på valg nummer 25.

2) James Daniels, Center, Iowa
James Daniels er en spændende spiller, der også har stort potentiale i NFL. Han bevæger sig hurtigt af en stor mand at være, men bør blive stærkere, for virkelig at kunne lege med de tunge drenge i NFL. Han er rigtig god til hurtigt at lave blokeringer ned ad banen. Daniels kan både spille center og guard, hvilket giver ham og Titans en række forskellige muligheder i hans første år, for at vænne sig til spillet i NFL. En mand som James Daniels på den offensive linje  kunne potentielt betyde, at Titans lægger sit bud ind på den bedste offensive linje i ligaen.

3) Leighton Vander Esch, LB, Boise State
Som nævnt tidligere, har Titans brug for en tackle maskine i midten af forsvaret, efter Avery Williamson ikke længere er i klubben. Leighton Vander Esch bliver af nogle projekteret til at kunne blive valgt tidligere i første runde, end hvor Titans kan være med. Andre ser ham mere i området hvor Titans vælger i bagenden af første runde. Vander Esch har med sine 193cm god størrelse til at spille linebacker i NFL. Han er en instinktiv spiller, der nemt og hurtigt finder bolden og har farten til at forsvare fra sidelinje til sidelinje. Han har, som mange andre college spillere, brug for at udvikle lidt mere muskelmasse, så han kan komme væk fra blokeringer i NFL. Godt potentiale som tacklemonster i midten af ethvert forsvar.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAXKC | LAC | LAR | MIA | MINNE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TBTEN | WAS