Free agency er næsten ovre, og det er tid til at kigge på, hvordan holdene klarede sig, og hvad de skal kigge på i draften. Dallas Cowboys var begrænset økonomisk, men fik holdt på en stjernespiller, mens en anden profil kan være på vej ud.

På 32 dage vil Gul Klud give dig 32 holdanalyser af free agency og samtidig kigge på, hvor hvert af de 32 hold skal fokusere i draften.

Nu er turen kommet til Dallas, der nok engang var presset af lønloftet, og deraf måtte sige farvel til et par spillere. Nye folk blev der ikke hentet mange af, men den største signing stiller spørgsmålet: Er Dez Bryant fortid hos Cowboys?

Nævneværdige afgange:
LB, Anthony Hitchens (Kansas City Chiefs)
DE, Benson Mayowa (Kontraktløs)
G, Jonathan Cooper (San Francisco 49ers)
RB, Alfred Morris (Kontraktløs)
CB, Orlando Scandrick (Washington Redskins)

Nævneværdige tilgange
WR, Allen Hurns (2 år $12 millioner)
WR, Deonte Thompson (1 år 1,8 millioner)
LB, Joe Thomas (2 år $3,6 millioner)
OT, Cameron Fleming (1år 2,5 millioner)

Nævneværdige kontraktforlængelser
DeMarcus Lawrence (Franchise tag: 1 år, $17,14 millioner)

Tidligere års fejl hjemsøger stadig Cowboys
Cowboys’ free agency startede med en let beslutning om at franchise tagge defensive end DeMarcus Lawrence. Den 25-årige pass rusher fik sit gennembrud i 2017 med en spektakulær sæson, hvor han nåede 14,5 sacks. En pass rusher, der viser dét potentiale, må man ikke lade gå i en liga, hvor dét at stoppe modstandernes kasteangreb er uhyre vigtigt.

Den korrekte beslutning med at tagge Lawrence kom dog ikke uden konsekvenser. For selvom Cowboys har en billig quarterback på sin første NFL-kontrakt, er holdet i 2018 igen hårdt presset af NFLs lønloft. Derfor var der heller ikke mange penge at gøre godt med, da Lawrence havde modtaget sit $17,1 millioner dyre franchise tag. Det skyldes først og fremmest de seneste års fejltagelser med alt for dyre kontrakter til gennemsnitlige spillere som Tyrone Crawford, Terrance Williams, Orlando Scandrick og aldrende Jason Witten. For at have lidt penge at fyre af på nye spillere måtte holdet da også cutte Scandrick og omstrukturere Wittens kontrakt. Scandricks afløsere står klar efter en 2017-draft med adskillige defensive backs, mens Wittens legendestatus gør ham urørlig på trods af fortsat faldende niveau.

De ekstra penge, som det gav, valgte Cowboys at fyre af på en wide receiver i form af Allen Hurns. Den 26-årige Hurns havde en skuffende 2017-sæson, men har tidligere vist gode takter med bl.a. 1.031 yards i 2015. Hurns er primært en stor slotreceiver, som løber udmærkede ruter og blokerer godt. Jeg kan godt forstå, at Cowboys vil opgradere deres receivergruppe, men det er ikke god holdsammensætning, når man allerede har Dez Bryant, der koster over $16 millioner i år, samt Cole Beasley og Terrence Williams, der begge koster over $4 millioner i år.

Signingen af Hurns puster derfor til rygterne om, at Dez Bryant kan blive cuttet i den nærmeste fremtid. Bryants niveau har i takt med flere skader været dalende de sidste par år, og han kunne meget vel være offeret for Cowboys’ ringe cap situation. Hvis han bliver fyret, ser jeg dog ikke Cowboys’ receivergruppe være stærkere i 2018 end i 2017 – medmindre de vil investere et førsterundevalg på en ny receiver. Det er meget muligt, at de gør dét, men uanset hvad, står holdet i en lidt prekær situation, hvor både Dez Bryant og Terrance Williams er overbetalte, Cole Beasley skuffede i 2017, og man derudover har hentet en ny velbetalt mand i form af Allen Hurns.

Udover Hurns er det ikke de store navne, der præger Cowboys’ free agency. Deonte Thompson har noget fart, som resten af receivergruppen mangler, men skal agere backup. Joe Thomas giver en nødløsning på linebacker, hvis de ikke kan finde noget bedre i draften. Til sidst vil Cameron Fleming måske få chancen for at vinde et starterjob, men som minimum være en solid backup tackle. Så undgår Cowboys kampe, hvor middelmådige pass rushere som Adrian Clayborn opnår seks sacks i samme kamp, bare fordi Tyron Smith er skadet.

Det var alle de nytilkomne, og heldigvis for Cowboys har de ikke oplevet samme spillerflugt som sidste år, hvor de mistede en stribe spillere. Anthony Hitchens er eneste betydelige tab, og han vil med garanti være savnet i en linebackergruppe, der ser tålelig ud, når Sean Lee spiller, og ser elendig ud, hvis han bliver skadet. Denne position bør holdet nok kigge efter forstærkninger til.

I sidste ende kunne Cowboys godt have brugt flere og bedre spillere på en lang række positioner, men tidligere års dårlige beslutninger har hæmmet holdets indkøbsmuligheder. Hurns-handlen betyder nok, at Dez Bryant bliver cuttet, og jeg kan ikke se, hvordan det gør holdet stærkere i år. Pengene på Hurns kunne derfor med fordel have været brugt andetsteds, og en nye receiver, som kunne smide Terrance Williams ud af startopstillingen, kunne være fundet i draften i stedet. Så havde holdet set stærkere ud i mine øjne. Udover den handel var afskeden med Hitchens og franchise tagget af Lawrence forventet og kan altså ikke trække voldsomt op eller ned. Karakteren i år bliver til lidt under middel, men det er bare ærgerligt, at holdet i 2018 lider under, at de seneste år før 2018 fortjener dumpekarakter. Holdet skal i fremtiden kigge på en måde at få styr på den økonomiske situation, og det starter med at bygge kontrakter op på en måde, hvorpå spillere kan cuttes billigere, hvis de ikke lever op til forventningerne.

Karakter: (4/10)

Draften: Cowboys vælger som nr. 19 i første runde
Nu blev det ikke til de store investeringer i free agency, og holdet fra Texas har altså stadig en del huller, der skal fyldes i draften. Først og fremmest kigger vi nok en gang mod wide receiver-situationen, hvor de vil mangle et topvåben, hvis de har tænkt sig at lade Dez Bryant gå. Om fyringen af Dez kommer før draften eller som resultat af draften, hvis de får en receiver højt, er svært at vide. Men holdet virker klart interesseret i flere våben til at hjælpe Dak Prescott.

Derudover skal Cowboys tilbage til, hvad de gjorde godt i 2016. Den offensive linje dominerede alt og alle  i den sæson, men med Doug Free og Ronald Leary væk i 2017, havde de problemer med at følge den samme opskrift. La’el Collins har overtaget for den ene position, men en femte god offensiv linjemand ville pynte gevaldigt og igen give Cowboys en troværdig måde at vinde footballkampe på.

Derefter kunne flere positioner bruge lidt kærlighed. En defensive tackle, der er god mod løbet,  ville være dejligt i midten af forsvaret. En linebacker til at erstatte Hitchens og forbedre en tvivlsom dybde skal også findes. En potentiel afløser for Jason Witten har været savnet i et par år. Og til sidst ville en cornerback eller safety, afhængigt af deres planer for Byron Jones, give mening for at bygge videre på en i forvejen ung gruppe.

Draft needs: G/T, DT, WR, LB, CB/S, TE

Mulige valg i første runde

1) Calvin Ridley, WR, Alabama
Wide receiver virker til at være i spil for Cowboys i første runde, og Ridley er af mange anset som draftens bedste wide receiver. Han er ikke den største receiver i verden, men han har noget fin fart og løber gode ruter. Hans fart vil være en kærkommen tilføjelse til et Cowboys-angreb, der har savnet alternativer til tunge spillere som Jason Witton og Dez Bryant. En anden receiver i spil vil være D.J. Moore, der også er en mindre receiver med god fart. Moore er en bedre atlet, kan skabe mere med bolden i hænderne, men er ikke så poleret en ruteløber som Ridley.

2) Connor Williams, G/T, Texas
At Cowboys gerne vil tilføje en offensiv linjemand virker tydeligt. Hvilken vej de præcist går, er dog svært at spå om. De virker til at være interesserede i at flytte La’el Collins tilbage som guard, hvilket altså åbner op på højre tackle. Mike McGlinchey er væk ved det 19. valg, tror jeg, så jeg vælger at fremhæve Connor Williams, som inden 2017 var anset som et megatalent, men blev hæmmet af en skade i 2017. Hans svingende 2017 og manglende længde frembragte spørgsmål om, han kan spille tackle eller skal flyttes ind som guard. Han er dog en god atlet og kan deraf måske klare sig på ydersiden. Hvis Cowboys vil gå med en guard er Isaiah Wynn, Will Hernandez og James Daniels alle i spil.

3) Mike Hughes, CB, University of Central Florida
Offensiv linje og wide receiver er de to veje, som mange nævner, men reelt kan Cowboys gå i en stribe forskellige retninger. Linebacker, defensive tackle og cornerback/safety kan alle sammen være i spil, hvis de ser sig varme på en spiller. Derfor fremhæver jeg en talentfuld cornerback, som der er plads til, hvis holdet vælger at beholde Byron Jones på safety. Mike Hughes er ikke stor, men viser gode evner i både zone og mandsopdækning, og han virker derudover til at have en god indstilling på banen. Uden for banen har han dog et par uheldige historier fra college, men det plejer ikke at skræmme Cowboys.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAXKC | LAC | LAR | MIA | MINNE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TBTEN | WAS