DAFF og den tyske NFL-spiller Björn Werner er tæt på et muligt samarbejde om at hjælpe danske spillere til USA.

Artiklen er skrevet af DAFF
DAFF og Björn Werner er netop ved at indgå et muligt samarbejde om at hjælpe danske football-spillere til USA. Tidligere i år kontaktede Björn Werner, tidligere NFL-spiller, nemlig DAFFs sportschef, Lars Carlsen.
Björn Werner, som har spillet for Indianapolis Colts og Jacksonville Jaguars i NFL fra 2013 til 2016, var interesseret i at høre mere om, hvordan Lars Carlsen og DAFF hjælper danske spillere til USA – et program, som har imponeret Björn Werner meget med sin success.
Vil hjælpe andre ligesom ham
Björn Werner kom i 2007 til Salisbury School – en privat high school i Connecticut – og senere Florida State Universitet, som er en top college football-skole. På samme måde vil Björn nu gerne hjælpe internationale spillere, og især europæiske spillere, med at forfølge drømmen om en football-karriere i USA.
Derfor er han nu i gang med at udarbejde et program, tilsvarende DAFFs, som skal hjælpe unge spillere på samme måde, som han selv blev hjulpet. Og i den forbindelse kontaktede Björn, Lars Carlsen for at lufte idéen om et muligt samarbejde.
Til et godt og positivt møde tilbage i januar, indviede Björn Werner, Lars Carlsen i tankerne bag hans program og mål med programmet. Til gengæld gav Lars, Björn et par navne på danske spillere, som han selv arbejdede på at få til USA, for at se, hvad Björn Werner kunne opnå.
På kort tid lykkes det Björn at få Sebastian Winther – et af de to navne – ind på The Hill School, som er en top 25, privat boarding school i Pennsylvania. Dette endda med et fordelagtigt scholarship i tasken.
Det indledende samarbejde fortsætter
Næste skridt i samarbejdet er et møde i maj, hvor Björn Werner og Lars Carlsen, som sportschef, skal mødes og drøfte detaljerne om et eventuelt samarbejde. Derved håber DAFF at kunne hjælpe endnu flere danske football-spillere mod drømmen om at spille high school-football, college-footbal og/eller ultimativt NFL.