Alle holdene er nu gået igennem draften, og en masse spændende talenter er blevet valgt. Draften var ganske interessant i NFC West, hvor magtbalancen for alvor ser ud til at ændre sig

Draften er overstået, og holdene har fået den seneste talentindsprøjtning. Vi kommer her med vores gennemgang og vurdering af holdenes draft. Vi er kommet til NFC West, der forud for næste sæson har en af ligaens mest interessante divisioner, når det kommer til unge quarterbacks – nu er selv Cardinals med i den udvikling.

Se alle gennemgangene:
NFC North | NFC South | NFC West| NFC East
AFC North | AFC South | AFC West | AFC East


Arizona Cardinals
 6 picks

Round Pick # Player Pos.
1 10 Josh Rosen QB
2 47 Christian Kirk WR
3 97 Mason Cole C
4 134 Chase Edmonds RB
6 182 Christian Campbell CB
7 254 Korey Cunningham OT

 

Bedste Værdi: Josh Rosen, Quarterback, UCLA
Jeg er personligt helt vild med Josh Rosen, derfor falder valget på den unge quarterback, selv om det er svært at ramme helt ved siden af værdimæssigt med draftens 10. valg. Cardinals har længe haft brug for en ny quarterback, og jeg tror, de har ramt plet med Rosen. Han er på mange områder draftens dygtist kastende quarterback, og jeg mener, han passer perfekt ind i et offensivt system, der har Larry Fitzgerald og David Johnson som fokuspunkter. Kan den unge quarterback forholde sig skadesfri og ydmyg over for trænerstaben, kan han let ende med at blive holdets startende quarterback de næste mange år. At kunne få Rosen efter Bills havde fået lov til at vælge Josh Allen er god business fra Cardinals.

Dårligste værdi: Chase Edmunds, Runningback, Fordham
Cardinals har brug for en reserve til David Johnson, den fremragende runningback, som missede hele sidste sæson med en skade. Jeg ved bare ikke, om Edwards i fjerde runde var det rigtige svar. Edwards har haft utroligt mange boldberøringer i college og døjede med skader hele sin sidste sæson. Runningbacken har derudover angiveligt problemer med at beskytte i kastespillet. Det virker ikke som en perfekt cocktail i forhold til at være en rolle som energiindskifter trods fin produktion i både løbe- og kastespillet.

Samlet vurdering:
Cardinals er stadig indehavere af et ganske habilt forsvar med profiler som Chandler Jones og Patrick Peterson. Fokus inden draften var på at skabe fremtidsperspektiv på angrebet, og det fik holdet gjort. Med de første tre valg blev de tre umiddelbart største needs adresseret. Valget af Rosen var godt, og i anden runde fik han (eller Sam Bradford) et ungt, nyt mål at ramme. Kirk er en dygtig slot receiver, der kan tage noget af arbejdsbyrden fra den aldrende, men stadig produktive Larry Fitzgerald. Center Mason Cole kommer til med en masse alsidighed, og med en kraftfuld, ond spillestil, som Cardinals i høj grad har brug for. Den offensive linje og cornerback-positionen kunne godt have brugt yderligere investering, men Cardinals gjorde det umiddelbart super fornuftigt med de seks valg, de endte med at have. Umiddelbart den bedste draft i divisionen.


Los Angeles Rams
 11 picks

Round Pick # Player Pos.
3 89 Joseph Noteboom OT
4 111 Brian Allen C
4 135 John Franklin-Meyers DT
5 147 Michael Kiser LB
5 160 Ogbonnia Okoronkwo Edge
6 176 John Kelly RB
6 192 Jamil Demby G
6 195 Sebastian Joseph DT
6 205 Trevon Young Edge
7 231 Travin Howard LB
7 244 Justin Lawler Edge

 

Bedste Værdi: Ogbonnia Okoronkwo, Linebacker/Defensive End, Oklahoma
Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Rams endte med at få Okoronkwo i femte runde af draften, men det ligner et perfekt fit til forsvaret. Der er ikke mange huller efter Los Angeles’ hyperaktive offseason, men pass rush manglede lidt spice på ydersiden af forsvaret. Det har de fået i den atletiske og stærke forsvarsspiller. Okoronkwo havde 10 sacks i sin sidste collegesæson, og selv om han nok ikke er dygtig nok til at spille alle tre downs, så tror jeg han bliver en værdifuld pass rusher på tredje- eller åbenlyse kastedowns.

Dårligste værdi: John Franklin-Meyer, Defensive End, Stephen F. Austin
Franklin-Meyer har været meget produktiv i sin karriere, men han har spillet på et lavere konkurrenceniveau end mange college spillere. Derfor falder valget på ham i forhold til værste værdi, kan han tage springet til NFL-niveau? Størrelsen er til NFL, men med en defensiv linje, der har så mange dygtige spillere, ligner det et mere langsigtet projekt. Et fjerderundevalg kunne være brugt anderledes for et hold, der har “vind nu”-mentalitet.

Samlet vurdering:
Rams valgte første i draftens tredje runde grundet aggressive trades den seneste tid. Medregnes de i den samlede vurdering, har Rams haft en fremragende draft. Tælles de ikke med, ser det ikke helt så godt ud. Los Angeles forstærker den offensive linje til fremtiden, men jeg har svært ved at se mange spillere få den store betydning den kommende sæson. Jeg følte holdet havde store needs på linebacker-positionen, og der er ikke sket det store. Der er i hvert fald ikke spiller, hvis kvaliteter springer i øjnene som forskelsskabende det næste år. Holdet overraskede dog alle sidste sæson, ligner en Super Bowl-contender, så måske et femte- eller syvenderundevalg på forsvaret også bliver en overraskende succes. Jeg har svært ved at sige, at Rams har valgt en dårlig spiller, men også svært ved at se et homerun. Høj spilintelligens og evnen til at arbejde hårdt lader dog til at være temaet for holdets valg, det kan ofte være nok til at få en begrænset, men produktiv rolle i NFL. Der er mange potentielt gode breddespillere valgt, så overordnet set ser det fornuftigt ud i Los Angeles.


San Francisco 49ers 
10 picks

Round Pick # Player Pos.
1 9 Mike McGlinchey OT
2 44 Dante Pettis WR
3 70 Fred Warner LB
3 95 Tarvarious Moore S
4 128 Kentavius Street Edge
5 142 D.J. Reed CB
6 184 Marcell Harris S
7 223 Julian Taylor DT
7 240 Richie James WR

Bedste værdi: Tarvarius Moore, Safety, Southern Miss
Jeg er stor fan af begge holdets tredjerundevalg, linebacker Fred Warner og Tarvarius Moore, men det bliver safetyen, jeg ser som bedste værdi. En absolut raket af en safety, der kan bevæge fra sidelinje til sidelinje hurtigere, end du kan blinke. Moore spillede kun to sæsoner i den bedste collegerække, hvoraf kun en var som starter. Her imponerede safetyen, og de fleste eksperter regner med, at han har sin bedste football foran sig. Selv om han er en smule spinkel i forhold til idealkroppen som NFL-safety, burde han kunne få en alsidig rolle på forsvaret.

Dårligste værdi: Dante Pettis, Wide Receiver, Washington
Jeg kan egentligt godt lide Pettis som spiller, men selv om receiver var et område, jeg forventede skulle tages fat på, var Pettis ikke lige den type, som jeg havde forventet. Ej heller, når det tages in mente, at spillere som Christian Kirk og DJ Chark stadig var til stede. Pettis var dynamisk i returspillet på kickoffs og punts, så det giver selvfølgelig yderligere værdi, men jeg er stadig lidt overrasket over valget.

Samlet vurdering:
Jeg synes, 49ers var bedre senere i draften, end de var tidligt. Pettis og McGlinchey er dygtige spillere, men 49ers havde allerede en fin slot receiver i Trent Taylor. McGlincehy skal erstatte Trent Brown, der egentlig var en god spiller for holdet. Med den nye offensive tackle får de dog mere fokus på løbespillet. Generelt synes jeg holdet fandt god værdi på defensive spillere i de senere runder. 49ers fik noget tiltrængt dybe på cornerback-positionen, hvor Richard Shermans niveau på vej tilbage fra en skade ikke er garanteret. Overordnet set var det på papiret ikke en draft, der får 49ers med helt i toppen af NFC, men der er flere gode byggesten til fremtiden.


Seattle Seahawks 9 picks

Round Pick # Player Pos.
1 27 Rashaad Penny RB
3 79 Rasheem Green DE
4 120 Will Dissly TE
5 141 Shaquem Griffin LB
5 146 Tre Flowers S
5 149 Michael Dickson P
5 168 Jamarco Jones OT
6 186 Jacob Martin DE
7 220 Alex McGough QB


Bedste Værdi: Jarmarco Jones, Offensive Tackle, Ohio State
Selv om Shaquem Griffen var draftens helt store solstrålehistorie, så var det et andet femterundevalg, der tager prisen for bedste værdi. Jamarco Jones signalerer, at Tom Cable ikke længere er træner i klubben, og det er skønt. Den store offensive tackle er på ingen måde en god atlet, men har masser af erfaring og god teknik. Med tanke på, hvor elendig den offensive linje fortsat er, er det et godt valg i femte runde.

Dårligste værdi: Rashaad Penny, Runningback, San Diego State
Penny var noget af et overraskende valg for Seattle. Holdet har flere huller på mange positioner, så valget på en runningback var noget af et luksusvalg. Penny er produktiv, talentfuld og alsidig, men med mange talentfulde cornerbacks og pass rushere stadig til stede, havde der været mere værdi andetsteds. Et hold forsøgte angiveligt at trade efter Penny lige efter Seattle valgte ham, så holdet var ikke det eneste, med en overraskende høj værdisætning af ham. Draften var dog dyb i forhold til netop runningbacks, så hvis holdet partout ville have en spiller på den position, havde en trade længere ned i draften måske givet mere mening. Jeg havde på ingen måde set, at runningback ville blive den første position Seattle draftede, så naturligvis var det det, som Schneider og Carroll gjorde.

Samlet vurdering:
Jeg er personligt større fan af Seattles draft, end de fleste er. Jeg synes, der er en klar tankegang med valgene, og det tegner til, at Pete Carroll vender tilbage til det, der gjorde holdet succesfuldt i første omgang. Løb bolden, vær alsidig på forsvaret og vind på special teams. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville være ekstatisk for en punter i femte runde, men Michael Dickson var et våben i college og kan sammen med Shaquem Griffin forbedre en skrantende special team enhed.

Når det er sagt, så er det også meget at kritisere ved valgene. Seattle har altid deres egen plan, og igen i år hentede de en del spillere, før mange eksperter havde set dem blive valgt. Som ved alle andre hold er det selvfølgelig lige meget, hvis de præsterer, men lige her efter draften ser det på papiret tvivlsomt ud.