Pittsburgh har fået tildelt værtsskabet for draften, der skal afholdes i 2026.

I løbet af det seneste årti har draften udviklet sig til ét af højdepunkterne i NFL’s kalender, som de i større og større grad bruger til at tiltrække fans og skabe et stort football-fællesskab. Senest deltog over 700.000 fans fra hele USA til afviklingen af draften i Detroit.

Onsdag kunne NFL så præsentere, at draften rykker videre til Pittsburgh, som har fået tildelt værtsskabet i 2026.

Pittsburgh Steelers’ ejer Art Rooney II har udtrykt sin stolthed over, at Pittsburgh skal løfte opgaven med at arrangere og afholde draften. Han varslede også, at man vil bruge Steelers’ Acrisure Stadium og byparken Point State Park som lokationer.

Fra 1965 til 2014 blev NFL-draften afholdt i New York, men siden da har ligaen flyttet begivenheden rundt i hele USA. I 2025 bliver det Detroit Lions’ ærkerivaler fra Green Bay Packers, der får æren af at afholde draften på det legendariske Lambeau Field.