Denver Broncos kæmper for hver en sejr i den hårde AFC West-division, men søndag bliver opgaven sværere end normalt. Startende quarterback, Trevor Siemian, bliver ikke klar til kampen, og i stedet vil rookie Paxton Lynch starte.

Denver Broncos er lige nu placeret uden for slutspillet i AFC og har brug for en sejr mod et haltende Jaguars-hold for at holde trit med de andre AFC-hold. Det bliver dog ikke lige så “let”, som kampen kunne have set ud på papiret.

Efter søndagens drama mod Kansas City Chiefs hævede quarterback Trevor Siemians fod op, og han er blevet diagnosticeret med en forstuvet fod. Hele ugen har han gået rundt med en beskyttende støvle, men har ikke opnået nok fremskridt til at spille i weekenden.

Med Siemian ude vil førsterundevalget fra årets draft, Paxton Lynch, få sin anden start i år. Tidligere på året missede Siemian også en kamp, da han sad ude med en skulderskade. Dengang tabte Broncos med 23-16 til Falcons, og der er ikke plads til at tabe mange flere kampe i det hårde ræs for slutspilsbilletterne.

Hvornår Siemian er klar igen er stadig ikke sikkert, men håbet er, at han er klar igen i næste uge, hvor Broncos møder Tennessee Titans. Indtil næste uges træninger forventes det dog, at Siemian fortsat vil benytte beskyttelsesstøvlen.