Andreas Knappe og UConn var tæt på et imponerende comeback, men uforståelig ringe håndtering af tiden kostede dyrt til sidst.

Lørdag aften dansk tid spillede Connecticut Huskies med danske Andreas Knappe holdets anden kamp i denne sæson, da holdet besøgte Navy i en kamp, der udviklede sig meget dramatisk.

Fra starten af kampen var der dog ingen spænding. De 31.501 tilskuere på Navy-Marine Corps Memorial Stadium kunne nemlig se hjemmeholdet bringe sig foran med 21-0, da der resterede lidt over fem minutter af 2. quarter.

‘The Great Dane’ og hans holdkammerater kæmpede sig dog forbilledligt tilbage i kampen, og i slutningen af 3. quarter udlignede gæsterne til 21-21, da cornerback Jamar Summers samlede en fumble op og løb bolden 86 yards til en touchdown.

https://twitter.com/katiethayer_/status/774821428118052865

Med ni minutter tilbage bragte UConn sig endda foran, da sidste uges helt, kicker Bobby Puyol, sendte et field goal mellem stængerne fra 38 yards. Navy nægtede at dog at give op og tog føringen tilbage med tre minutter igen på et løbe-touchdown af Will Worth.

Knappe og resten af Connecticuts angreb ville ikke lade sejren slippe væk, og gæsterne marcherede ned ad banen. Med 17 sekunder tilbage af kampen stod UConn på Navys 1-yard-linje med én time out. Den valgte holdet at bruge, selvom klokken allerede var stoppet, og derfor skulle bolden simpelthen kastes, fordi ellers kunne tiden løbe ud.

Af uforståelige årsager valgte udeholdet at løbe bolden, runningbacken blev mødt af en mur en halv yard fra endzone, og så løb tiden langsomt ud, mens Knappe og resten af den offensive linje stod passivt og så til, som om de troede, der var mere tid på klokken.

En utilgivelig afslunting på det, der kunne have været en fantastisk sejr for danskeren og Huskies. Nu kan holdet så i stedet får revanche, når Virginia besøger Pratt & Whitney Stadium på Rentschler Field på lørdag.