Efter en hel sæson på bænken for Tony Romo, og med en relativt uventet succesrate fra rookie Dak Prescott, er karrieren hos Dallas Cowboys nu formentlig slut, spår flere eksperter. Ejer af klubben, Jerry Jones, har imidlertid store forventninger til den 36-årige quarterback.

Efter næsten 14 år hos Dallas ser det nu ud til, at vejene skilles for Cowboys og Romo. I hvert fald hvis det står til flere eksperter på NFL Network. Det skriver ligaen på deres egen hjemmeside.
Således udtaler NFL insider, Ian Rapoport, i et interview på netop NFL Network, at ”vi ved, at han ikke spiller for Cowboys i 2017. De vil forsøge at bytte ham væk, ingen overraskelse der”. Spørger man både træner, Jason Garrett og ejer Jerry Jones, er intet dog sikkert endnu. Sidstnævnte udtalte tirsdag aften i et radiointerview, at intet endnu er besluttet for Romo. Han understregede desuden, hvor vigtig Romo har været for Cowboys, og også, at et spil som det vi så Rodgers lave i de sidste sekunder af søndagens kamp mellem Packers og Cowboys, er ”den slags spil, Romo kan lave”.
Jason Garrett tilslutter sig den bemærkning, men holder også kortene tæt på kroppen. Den eneste kommentar, Garrett havde omkring sagen var, at han ikke ville begynde at diskutere den slags. Det er sjældent, at cheftrænere vil afsløre planer, hvad angår spilleres fremtid på holdet; derfor ingen overraskelse i dét svar.
Alt er dog ikke negativt, men meget tyder på, at Romo vil forlade holdet efter denne sæson. Højest sandsynligt i en byttehandel. I førnævnte interview med Jerry Jones lægger han vægt på, at han ”stærkt tror på, at Romo vil spille i en Super Bowl en dag”. Han tilføjer dog også, lidt forsigtigt; ”…såfremt han kan holde sig skadesfri”.
Netop skader er noget, der har plaget Romo meget i årene der er gået, inklusive denne sæson, hvor han ikke havde én eneste kamp som starter for Cowboys. Yderligere er det interessant, at han siden 2006 kun har vundet to ud af de i alt seks slutspils-kampe, han har spillet som quarterback for Dallas Cowboys. Dog skal det også tilføjes, at Romo har en højere passer rating i fjerde quarter end nogen anden quarterback i NFL, hvilket ikke siger så lidt.
Om Romo kan holde sig skadesfri i de næste par år er ikke til at sige. Han er aldrende, og har formentlig kun et par gode sæsoner tilbage. Derfor var holdet bag NFL-spillet ’Madden’ også hurtigt på Twitter, efter Jerry Jones’ udtalelse om Super Bowl-deltagelse, og kom med følgende udmelding: