Den danske wide receiver Frederik Myrup Nielsen fortæller til Gul Klud, at han høstede store roser til CFL Combine af de ti CFL-hold for hans produktion og ’tape’. Han ærgrer sig dog over, at han ikke levede op til sit bedste i de forskellige test.

Danskerne Frederik Myrup Nielsen og Mads Marquard Nielsen viste sig den 22. til 24 marts frem foran de bedste amerikanske football-klubber i Canada, da de to gange Nielsen var inviteret til CFL Combine i Toronto samme med 47 canadiere og 16 andre europæere.

Samtlige ti CFL-hold fra Saskatchewan Roughriders til Ottawa Redblacks var repræsenteret med to mand deriblandt både talentspejdere, sportsdirektører og cheftrænere for at vurdere de 65 spillere både på og udenfor banen.

***LÆS MERE: Danskere inviteret til CFL Combine

Og wide receiver Frederik Myrup Nielsen, der til daglig er en kæmpe-profil hos tyske Potsdam Royals og var klubbens førende receiver i 2018-sæsonen med 62 grebne bolde for 1.111 yards i 11 kampe, havde specielt gjort sig bemærket blandt CFL-holdene for hans spil i Tyskland.

– Alle talentspejderne sagde, at de rigtig godt kunne lide min produktion og mit ’tape’. Jeg testede hverken fantastisk eller horribelt, men jeg ville gerne have gjort det bedre. Jeg kan håbe, at et hold giver mig chancen, siger Myrup Nielsen med henvisning til håbet om at komme på kontrakt i Canadian Football League.

Danskeren tror på sig selv, men er realistisk i forhold til sine chancer for at blive hentet til CFL.

– Jeg havde og har stadig ikke de store forventninger. Jeg er 28 år og i forhold til en 22-årig, der måske tester bedre eller har et større potentiale og mulighed for en længere karriere, er jeg ikke det samme. Så det er, hvad det er. Men jeg tog derover for at give den chance, og der kan kun ske positive ting ved det, siger Frederik Myrup Nielsen.

Frederik Myrup Nielsen fortæller desuden, at både han og Mads Marquard Nielsen i særdeleshed imponerede en træner med deres væremåde som personer. Det var Winnipeg Blue Bombers cheftræner, Mike O’Shea.

– Vi snakkede med O’Shea, der synes, vi var nogle fede personligheder med god energi. Og det handler måske ikke altid om, hvem der er de bedste spillere, men hvem der kan bidrage til holdet, lyder det reflekteret fra Myrup Nielsen.

Den 28-årige nordjyde har altså ikke helt opgivet den canadiske footballdrøm, men den tyske tilværelse er nu heller ikke dårlig.

– Jeg er selvfølgelig klar, hvis muligheden skulle opstå i CFL. Men sker det ikke, så har jeg det fantastisk i Potsdam.

SKRIV ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her