Robert Griffin III blev skulderskadet i åbningskampen mod Philadelphia Eagles, men nu har han måske chancen for at få mere end bare den ene kamp i år. Browns-quarterbacken er i dag tilbage på træningsbanen for første gang siden begyndelsen af september.

Cleveland Browns har oplevet noget af en quarterback-karussel i år. Fire forskellige quarterbacks har startet kampe for holdet, og mandag blev det offentliggjort, at Josh McCown starter i weekendens opgør mod New York Giants – det femte quarterbackskifte i sæsonen.

Nu er der muligvis også et sjette skifte i vente. Robert Griffin III er blevet aktiveret fra IR-listen og træner med holdet i dag. Quarterbacken blev skulderskadet i åbningskampen mod Philadelphia Eagles og fik derfor aldrig muligheden for at bygge videre på de flotte takter, han viste i preseason.

På nuværende tidspunkt vil jeg blive overrasket, hvis vi ikke får Griffin at se i aktion, inden sæsonen er omme.