Cleveland Browns rookie cornerback, Denzel Ward, forlod søndagens kamp mod Kansas City Chiefs med en hofteskade og gik glip af holdets første træningspas i denne uge. Han er nu tilbage på træningsbanen, hvilket er et godt tegn for hans chancer for at stå til rådighed mod Atlanta Falcons.

Cleveland Browns har mildt sagt ikke haft nogle særligt gode år under cheftræner Hue Jackson, der blev fyret i sidste uge. Et lyspunkt har dog været rookie cornerback Denzel Ward, som indtil videre i sæsonen i den grad vist, at han fortjente at blive valgt så tidligt i draften, som han gjorde.

Derfor var der stor nervøsitet omkring omfanget af hofteskaden i søndags, da Ward måtte udgå mod Chiefs. Det ser dog ud til, at Ward og Browns er sluppet med skrækken og at han ikke kommer til at gå glip af en eneste kamp.

For Browns er det en rigtig god nyhed, både for Wards kort- og langsigtede helbred, men også for forsvarets chancer for at sætte en stopper for Matt Ryan og et yderst velfungerende Falcons angreb under Steve Sarkisian.