Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig derfor en optakt og ti skarpe analysepunkter til et hold. Vi er nået til Cincinnati Bengals, der skal forsøge at vinde deres første slutsspilskamp siden 1990.

En spændende NFL-sæson kommer tættere og tættere på kickoff, og det er blevet tid til at kigge nærmere på de 32 holds styrker og svagheder. De næste 32 dages byder derfor på en ny optakt hver dag, indtil vi løber tør for NFL-hold.

Vi tager en division af gangen i rækkefølgen NFC West, AFC West, NFC South, AFC South, NFC North, AFC North, NFC East og AFC East, og du kan finde alle links til alle sæsonoptakter i bunden. Vi er igang med AFC North, hvor de tigerstribede skal kigges efter i sømmene.

Angrebet har fået dækket hullerne

I 2011 draftede Bengals deres nuværende stjernereceiver og startende quarterback i henholdsvis første og anden runde af draften. Dalton-Green-kombinationen sendte Bengals i slutspillet i de efterfølgende fem sæsoner, men siden den seneste divisionstitel i 2015 har det set sløjt ud for Dalton og co.

De seneste to sæsoner er for Bengals’ vedkommende sluttet inden januarkampene, hvilket blandt andet har været på grund af mangel på talent på angrebet, hvor flere profiler har forladt holdet uden at blive erstattet af tilsvarende kvalitet.

I år har Marvin Lewis forstærket to af holdets svageste led gevaldigt. Bengals har endelig fundet en erstatning på venstre tackle, hvor man har opgivet håbet for elendige Cedric Ogbuehi. Man har desuden sendt lige så elendige Russell Bodine videre og har investeret et højt valg i en ung ny center.

Måske de to udskiftninger kan være nøglen til Bengals succes?

Med en forbedret offensiv linje, vil der være mere tid til at finde de unge hurtige receivere, som der har været masser af buzz omkring, og runningback Joe Mixon er angiveligt i sit livs form.

På forsvaret er der masser af grund til optimisme. Sidste år fik flere stjernefrø gennembrud på forsvaret. William Jackson, Carl Lawson og Jordan Willis viste alle flotte takter, og hvis de kan bygge oven på sidste sæson, så er Bengals-forsvaret i rimelig god stand.

Ti skarpe om Cincinnati Bengals

Mest betydningsfulde tilgang: Billy Price, center

Bengals har haft problemer på center-positionen, siden de draftede Russell Bodine.

I fire stive sæsoner har Bengals fans måtte lide under, at Lewis enten var for nærig eller optimistisk til at finde en erstatning for Bodine.

Nu er han så fundet. Det lokale boy-wonder Billy Price fra Ohio State skal forsøge at vende skuden for en Bengals-linje, som har opgivet tre sacks per kamp i de seneste to sæsoner – det er ikke godt.

Største afsavn fra sidste sæson: George Iloka, safety

Bengals har netop fritstillet George Iloka, som var den forsvarsspiller, der spillede flest snaps hele sidste sæson. Der er flere historier og gætterier omkring Ilokas afsked, og der spekuleres i, om den hårdtslående veteran måske ikke har passet så godt ind i den nye koordinators system. Iloka var en vigtig spiller i og uden for omklædningsrummet, så han efterlader nogle store sko.

Holdets største styrke: Den defensive linje

Bengals har en af ligaens største stjerner på den den defensive linje i Geno Atkins. Han kan ene mand vende en kamp fra sit udgangspunkt i midten af linjen.

https://twitter.com/DLineVids/status/997923001872957440

Med 64.5 sacks er Carlos Dunlap kun overgået af Eddie Edwards i Bengals-regi, og bag ham står Carl Lawson, der sidste år lavede 8.5 sacks. Der er masser af talent at hente forrest på forsvaret.

Holdets største svaghed: Den offensive linje

Som nævnt, har Lewis addresseret de to største problemer på den offensive linje, men det betyder ikke, at hele problemet er løst. Lige så solid linjen er i venstre side, lige så ustabil ser den ud i højre side. Her kæmper tre spillere om pladsen på højre guard og yderligere tre spillere er i spil til højre tackle positionen – og ingen af dem er særligt gode. På nuværende tidspunkt ligner Trey Hopkins og Bobby Hart favoritterne, og det er dårligt nyt for Dalton.

Holdets mest undervurderede spiller: William Jackson III, Cornerback

Kun en håndfuld cornerbacks i ligaen spillede på samme niveau som Bengals’ William Jackson. Alligevel er det nok de færreste danske fans, som ville nævne ham i samme åndedræt som Sherman, Ramsey eller nogle af de andre elitespillere. På baggrund af sidste sæson er han en spiller, der bør være at finde på øverste hylde.

Holdets mest interessante rookie: Auden Tate

Det er nemt at sige, at første- og andetrundevalgene er de mest interessante, så det gider jeg ikke. I stedet ser det ud til, at WR Auden Tate, der blev taget i syvende runde af årets draft, bliver et af de mere spændende bekendtskaber i den kommende sæson.

https://twitter.com/PirateLifeFF/status/1030218022328434688

Tate er stor som et hus og har en formidabel evne til at fange bolden højt i luften, så han er vanvittig svær at dække op. Han kan blive et yderst farligt våben, når Bengals kommer tæt på endzone.

En spiller, der står foran et gennembrud: John Ross

Sidste sæson blev John Ross sat i skammekrogen og fik kun spillet sølle 17 snaps. Det er pauvert for et førsterundevalg – for slet ikke at tale om et top-10-valg.
Ross har forhåbentligt forstået pointen og er sulten efter at vise sine evner. Og sin fart.
Han slog sidste år rekorden for hurtigste 40-yard N.O.G.E.N.S.I.N.D.E.
Bengals fritstillede tidligere på året Brandon LaFell, der sidste sæson spillede flest snaps af receiverne og greb 52 bolde. Det gør man kun, hvis man har en erstatning klar, og den spiller kunne sagtens være Ross.

En spiller, der skal performe, hvis holdet skal indfri forventningerne: Cordy Glenn, venstre tackle

Holdet er afhængig af, at Dalton kaster godt, Green griber godt, Mixon løber godt, Atkins skaber ravage, og at Jackson dækker bagerst. De er holdets stjerner, og vi forventer, at de leverer.

Men en spiller, der skal performe, er nytilkomne Cordy Glenn. Den store offensive tackle har tidligere haft store problemer med skader, og får han et tilbagefald, er Bengals nødt til at bruge Ogbuehi eller Fisher på positionen, og så kunne de lige så godt stille kegler med ansigter op.
Glenn SKAL spille, hvis angrebet skal producere.

En bold prediction: Bengals vinder en slutsspilskamp

6. januar 1991. Dengang vandt Bengals over Houston Oilers (Jep, Oilers) med cifrene 41-14. Siden dengang har holdet været i slutspillet syv gange og vundet nul. Zero. Ingen. Nada.
I år har holdet forstærket sig på vitale positioner og fået et par spændende unge spillere ind, som forhåbentlig kan afslutte den forfærdelige streak.

En realistisk målsætning: Syv sejre

Bengals har endelig skilt sig af med dødvægten og har bevaret deres kernespillere. Derfor er det ikke utænkeligt, at holdet kan vende tilbage til slutspillet for første gang siden 2015-sæsonen.
Sidste år vandt Bengals syv kampe, og med opgraderinger på både trænerstaben og spillertruppen, er der potentiale for, at holdet kan komme i slutspillet igen. Men syv sejre og en tidlig vinterferie er nok mest realistisk.

ARZ | LAR | SF | SEA | DEN | KC | LAC | OAK ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND | JAX | TEN | CHIDET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF | MIA | NE | NYJ

SKRIV ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her