Training camp er altid en blandet fornøjelse. Det er første tegn på, at football snart er tilbage, men også altid tiden for kedelige skader.

En af de skader ramte Carolina Panthers’ højre tackle, Daryl Williams. Den dygtige spiller faldt lørdag til jorden i stor smerte og måtte køres fra træningsbanen. Det var straks klart, at der var tale om en knæskade. Carolinas trænerstab og fans frygtede naturligvis det værste, men efterfølgende meldinger er trods alt positive. Selv om det er blevet til et overrevet ligament i knæet, der også var forvredet, så er der mulighed for, at Williams kommer tilbage i løbet af sæsonen.

Det bliver dog minimum halvanden måned inden han kan begynde at træne med, så hvis alt forløber positivt, så kan den store tackle forhåbentlig være med i slutspilsjagten for Panthers.

Williams er en af holdets bedste angrebsspillere og en vigtig brik på den offensive linje, som har sagt farvel til guard Andrew Norwell. Norwell skfitede til Jacksonville Jaguars på en stor kontrakt. Williams, der blev valgt i fjerde runde i 2015, har arbejdet sig ind på holdet og er blevet en nøglefigur. Den 25-årige tackle blev i fjor valgt til Second Team All-Pro, en stor ære, og derfor er det lige så stort et tab for Carolina Panthers, som må undvære den store angrebsspiller.

I Williams’ sted bliver det med al sandsynlighed en lige så massiv spiller, der skal overtage pladsen. 23-årige Taylor Moton, som sidste år blev valgt i draftens anden runde, er arvtager på højre tackle. Moton spillede kun 71 snaps i sit rookieår og får dermed en ilddåb, når holdet møder Dallas Cowboys i spilleuge et.

Heldigvis for Moton og Panthers har han det meste af training camp og træningskampene til at forberede sig på den ny rolle som starter.