Hvordan ser fremtidsperspektiverne ud for NFL’s forsøg på at udbrede sporten til et globalt plan? Og hvorfor fejlede projektet eftertrykkeligt i weekendens møde mellem Jaguars og Ravens? Her følger en artikel med en række tanker om NFL’s globaliseringsprojekt af Gul Kluds udsendte på Wembley Stadium, Nicholas Isak Jørgensen.
Der var lagt i kakkelovnen til et tæt og betydningsfuldt opgør, da Jacksonville Jaguars og Baltimore Ravens tog hul på 2017-udgaven af NFL’s ”International Series”. Begge mandskaber var kommet fornuftigt fra land i den nye sæson, og med aspirationer om slutspilsdeltagelse havde kampen fået både spalteplads og medieopmærksomhed verden over.
Foruden kampens indholdsmæssige potens var det femte(!) gang, at Jacksonville Jaguars lagde navn til ”hjemmebanen” på Wembley Stadium. Med en fornyet aftale om at fortsætte værtsskabet var det således venteligt, at Jaguars’ britiske/europæiske fanskare var vokset til en vis størrelse. Men det tager tid at etablere en reel fanbase, og det tager tid at overbevise det europæiske ’soccer’-glade publikum om de fantastiske finesser, såvel taktiske som atletiske, der gør amerikansk fodbold til en unik sport. Derfor var det tydeligt, at det vanelige farveorgie af samtlige, forskellige NFL-mandskabers uniformer igen dominerede det engelske nationalstadion – både på tribunerne og omkring stadion.
Det hæmmede stemningen, og det største jubelbrøl kom velsagtens, da Ravens satte sin første – og dermed ubetydelige – scoring på tavlen i kampens fjerde quarter. Det er sandsynligvis et resultat af, at holdet fra Baltimore har to Super Bowl-titler i bagegen, og således har lagt fundamentet for en global fanbase. Efter kampen talte jeg med flere skuffede fans, der savnede energi, stemning og veloplagte spillere (i hvert fald fra Ravens-mandskabet, som fik korporlige klø): ”Oplevelsen ved at gå til NFL er ikke nærheden af en Premier League-kamp”, lød det blandt andet fra en skuffet, britisk fan.
Det er i den forbindelse værd at spørge sig selv, om den amerikanske fanbase ikke skades mere, end den europæiske gavnes ved at flere og flere kampe lokaliseres i Europa og London? Seertallene i USA for NFL er stejl nedadgående i forhold til både 2014 (19,2 millioner) og 2015 (19,6 millioner), når der måles i gennemsnit pr. kamp, der tv-transmitteres. I 2016 lå tallet på 17,6 millioner, og det hjælper nok ikke tendensen, at der i år spilles rekordhøje fire kampe i London, hvor tidsforskellen spiller en betydelig rolle.
NFL’s globaliseringsprojekt omhandler kun én ting: Profitmaksimering. Det er her, at Roger Goodell har leveret sine resultater som commissioner, og det har betydet, at de respektive holdejere tjener flere penge på sporten end tidligere set.
I stedet for at malke det europæiske marked, som ganske vist giver udsolgte stadions, men ikke ligefrem byder på autentisk, amerikansk fodbold, burde kræfterne lægges andetsteds – nærmere på et nationalt plan, hvor seerforholdene kunne bruge en opgradering.
Kampen fejlede ikke kun sportsligt, men også budskabsmæssigt, da opgøret primært vil blive husket for de knælende protester under fremførelsen af den amerikanske nationalmelodi – og for de samtlige, i stærk modstående symbolik, oprejste spillere under fremførelsen af den britiske nationalmelodi. Donald Trumps forudgående og spydige angreb på protesterne havde kun betydet yderligere benzin på bålet, og et rekordhøjt antal spillere endte med at protestere i løbet af den tredje spillerunde.
Protesterne var også det gennemgående samtaleemne til Ravens’ efterfølgende pressemøde, hvor Eric Weddle først udtrykte sin støtte til sine knælende holdkammerater: ”Vi bakker 100% op omkring dem. De er min familie.”. Terrell Suggs brugte også mere tid på at tale om den politiske situation og sin knælende protest, end om de overlegne modstandere fra Jacksonville: ”Vi vil fortsætte med at lade dem (Præsidentadministrationen, red.) vide, at vi står sammen. Når alt kommer til alt, så er vi alle sammen ’sønner af tæver’.” udtrykte Suggs, og brugte således præsidentens egen frase imod sig selv.
Det var ikke just NFL’s håb, at de politiske kontroverser og den igangværende debat om racediskriminering i USA skulle stjæle overskrifterne fra ligaens globaliseringsprojekt. For med de globale NFL-briller rettet på London, var det nærmere et politisk skue, der udspillede sig på bekostning af den sportslige fest, som det skulle have været.
