Atlanta Falcons er blevet sanktioneret af NFL, efter at de har brudt reglementet under forårets free agency. Falcons skal betale en bøde og mister et valg i femterunde af 2025-draften.

NFL straffer Falcons, efter at holdet er blevet fundet skyldig i at bryde reglementet, da de afsluttede handlerne med Kirk Cousins, Darnell Mooney og Charlie Woerners, som skiftede til Atlanta under forårets free agency.

Straffen indebærer, at Atlanta Falcons får frataget deres valg i femte runde af 2025-draften. Derudover skal Falcons betale en bøde på knap 1,8 mio. danske kroner, mens holdets general manager Terry Fontenot selv skal hoste op med cirka 350.000 danske kroner.

Det betyder også, at Atlanta Falcons er sluppet relativt billigt i forhold til andre hold, som har brudt lignende regler i de seneste år. Fx måtte Miami Dolphins afgive et valg i første og tredje runde af draften, da de i 2022 blev fundet skyldig i at kontraktforhandle med Tom Brady og Sean Payton, før det var tilladt i free agency.

NFL har heller ikke fundet, at Atlanta Falcons skulle have indledt kontraktforhandlingerne med Cousins, Mooney og Woerner, før free agency startede. I stedet bliver Falcons straffet for at have arrangeret spillernes transport til og fra Atlanta og for at forberede spillernes kommercielle aktiviteter, før spillerne havde indgået deres kontrakt.