Vi åbner gennemgangen af AFC West med de forsvarende Super Bowl-vindere fra Denver Broncos. Visse steder på holdet er der kæmpe spørgsmålstegn, mens andre positioner står mejslet i sten.

Broncos har ikke haft en ønskesommer efter Super Bowl-triumfen i San Francisco i februar måned, og der har været en del uro omkring holdet. Det skyldes ikke mindst Peyton Mannings beslutning om at stoppe karrieren, og det efterfølgende spil for at sikre en forlængelse med unge Brock Osweiler. Det mislykkedes, og Osweiler er nu i Houston på en kontrakt, som Denver alligevel ikke havde råd til.

Det har således været småt med pengene, fordi der blandt andet skulle være råd til at betale Super Bowl MVP Von Miller, der har fået den største kontakt for en forsvarsspiller i ligaens historie. Alligevel er det lykkes for general manager John Elway at holde sammen på det meste af forsvaret – der mangler kun to startere fra sidste år – og på angrebet er holdet også i store træk det samme. Altså lige bortset fra quarterback-positionen, men det kommer vi til.

I det store hele ligner Denver Broncos sig selv. Og for et hold der netop har vundet Super Bowl må det trods alt være positivt.

Angrebet: Løb bolden, ellers…
Det var ikke fordi Peyton Manning slog nogen rekorder i sidste sæson. Altså bortset fra sejrsrekorder og den slags. Han spillede mildt sagt dårligt. Men hans lederevner gav Broncos-angrebet lige præcis nok til, at Super Bowl-sejren blev en realitet.

I år kommer den startende quarterback formentlig til at hedde Mark Sanchez. Mere og mere tyder på, at rookie Paxton Lynch, som Broncos valgte i første runde af draften presser på, og han kommer formentlig også til at starte kampe i denne sæson. Men når sæsonen åbnes mod Carolina Panthers bliver det med Sanchez som quarterback. Og det er et skræmmende scenarie for Denver Broncos, hvis ikke den tidligere Jets- og Eagles-quarterback lærer at passe bedre på bolden.

Nøglen til succes skal for Broncos derfor findes i løbespillet. Elway fik – efter noget besvær – hentet C.J. Anderson tilbage i folden og draftede tidligt den talentfulde Devontae Booker. Mark Sanchez har tidligere taget et Jets-hold med det formidabelt forsvar helt til AFC-finalen, men det kræver et løbespil, der er effektivt og kan gøre kampene lettere for Broncos-forsvaret, der var på banen i for mange minutter i sidste sæson. Kommer head coach Gary Kubiaks zone run-angreb til at virke, så har Broncos en smal, men dog realistisk chance, for at forsvare sin Super Bowl-sejr.

Forsvar: Kan de blive blandt de bedste nogensinde?
Forsvaret var det bedste i NFL i sidste sæson. Men tidligt på foråret lød spådommen, at det umuligt kunne fortsætte i den kommende sæson, fordi man ville miste vigtige brikker. Faktum er, at ni ud af 11 startere fra sidste sæson stadig vil være at finde i startopstillingen natten til den 9. september. Kun Malik Jackson (Jacksonville Jaguars) og Danny Trevathan (Chicago Bears) er væk, og selvom de var vigtige brikker, så var de begge – formentlig – også et produkt af det aggressive system, som holdets defensive koordinator Wade Phillips benytter.

Nu er det andet år med netop det system, og det taler for, at spillerne kender det endnu bedre og kan præstere derefter. Der er ingen tvivl om, at forsvaret ville være endnu bedre, hvis Jackson og Trevathan stadig var i Denver, men det er vigtigt at huske, at Elway har været meget skarp til at finde uslebne diamanter i draften og gjort dem til stjerner. Eksempelvis Jackson og Trevathan, der blev draftet i henholdsvis femte og sjette runde tilbage i 2012.

Hvis den trend fortsætter skal det blive spændende at se, hvem der bryder igennem i denne sæson. Et godt bud er linebacker Todd Davis, der skal tage over efter Trevathan.

Meldingerne ud af training camp lyder, at forsvaret er endnu bedre end sidste år, og angrebet har haft store problemer med at flytte bolden. Om det siger mest om forsvaret eller angrebet må tiden vise.

Den oversete nøgle: Center Matt Paradis
Hvis løbespillet skal fungere skal den offensive linje være meget bedre end sidste år. Her var enheden ramt af skader, og det kostede. Den unge center Matt Paradis var dog skadesfri hele sæsonen, og viste både stor styrke og forbedrede sig markant i løbet af sæsonen. Paradis vender tilbage som starter på den position i år, mens der er nye tackles og delvist nye guards. Elway hentede de to rutinerede tackles Russell Okung og Donald Stephenson i free agency, mens guard-positionerne kommer til at bestå af sidste års rookies Max Garcia og Ty Sambrailo, der flytter fra sin position som tackle. Også rookie Connor McGovern ser ud til at kunne få spilletid som guard.

Matt Paradis bliver den brik, der skal binde hele den offensive linje sammen, så løbespillet kan fungere og så hvem end, der er quarterback, får tid til at kaste bolden og tage de rigtige beslutninger. Noget, der i den grad manglede i sidste sæson.

Målsætning: Super Bowl or bust
Sådan er målsætningen hvert år for Denver Broncos. Det er hamrende svært at vinde Super Bowl to år i træk, og det bliver ikke lettere af, at man spiller i en meget stærk division og mister sine to bedste quarterbacks. Men der er som sagt håb, hvis forsvaret kan opretholde sit gode spil fra sidste sæson, og løbespillet for alvor begynder at rulle. Der er dog mange ukendte faktorer, og jeg tror ikke, at Broncos går hele vejen igen i år.

BAL | CIN | CLE | PIT | HOU | IND | JAX | TEN | DEN | KC | OAK | SD | BUF | MIA | NE | NYJ | CHI | DET | GB | MIN | ATL | CAR | NO | TB | ARI | LAR | SF | SEA | DAL | PHI | NYG | WAS