Cardinals-runningback David Johnson er fit for fight igen efter den håndledsskade, der afsluttede hans 2017-sæson allerede i uge 1.

David Johnson var et bæst i 2016-sæsonen med 2.118 scrimmage yards og 20 touchdowns, og derfor var forventningerne til ham før indeværende sæson ekstremt store. Desværre sluttede Cardinals-stjernens sæson, før den for alvor var kommet i gang.

I sæsonpremieren faldt runningbacken uheldigt ned på sin arm og brækkede håndleddet og måtte dermed se til fra sidelinjen resten af året. Nu melder han sig selv fuldstændig skadesfri igen.

Skaden har sat Johnsons karriere i perspektiv, og han ser frem til mange flere år i NFL.

Din football-karriere kan ende meget pludseligt. Så jeg føler mig mere taknemmelig og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at blive på banen så længe, jeg kan.

David Johnson håber desuden, at han får chancen for at spille sammen med Adrian Peterson i Arizona, da han tror på, at de virkelig “kan tage hinandens spil til et højere niveau.”

Mens det er usikkert, om Johnson får Adrian Peterson som holdkammerat i den kommende sæson, så skal han have ny cheftræner, efter Bruce Arians gik på pension.