Kan Lamar Jackson få skovlen under Patrick Mahomes, eller indleder Chiefs titelforsvaret med stil? Bliv klar til sæsonpremieren med Gul Kluds optakt.

I kan godt sætte popcornene over og stille uret til 02:20 natten til fredag. NFL vender tilbage med et vaskeægte brag, når de forsvarende mestre fra Kansas City Chiefs møder Baltimore Ravens på Arrowhead Stadium i Missouri. 

Sæsonpremieren er en gentagelse af AFC-finalen fra januar, hvor Patrick Mahomes og Travis Kelce trak sig sejrrigt ud med en sejr på 17-10. Spørgsmålet er så, om Chiefs indleder deres titelforsvar med manér, eller om Lamar Jackson tager en grusom hævn? 

Læs også: Disse fem hold kan vinde Super Bowl LIX

Seneste nyt på skadesfronten 

Selvom grundspillet endnu ikke er startet, så er der enkelte skadeskvaler, som de to hold må forholde sig til. 

Vi finder det mest betydningsfulde fravær hos værterne, der må undvære nytilkomne Marquise Brown. Den 27-årige receiver har døjet med en skulderskade i de seneste uger, og han bliver ikke klar til at møde Ravens, som oprindeligt valgte ham i første runde af 2019-draften. 

Gæsterne fra Baltimore har fået deres stærke center Tyler Linderbaum tilbage på grønsværen, efter at han har siddet ude med en nakkeskade i løbet af træningslejren. Linderbaum er en central brik på Ravens’ offensive linje, som har mistet tre af fem startere inden sæsonen. 

Hvordan håndterer Chief Derrick Henry og Lamar Jackson?  

Sæsonpremieren byder på et hav af stjerner, men den mest imødesete er Derrick Henry, som er skiftet til Baltimore inden sæsonen. 

Læs også: Sæsonoptakt til AFC North

Den 30-årige runningback har ikke været i aktion i træningskampene i år, men rygterne fra Maryland går på, at han er i sit livs form. Derrick Henry beviste også i fjor, at han stadigvæk har farten og styrken til at skille sig ud i NFL, da han løb for 1.167 yards og scorede 12 touchdowns. 

Præstationen var til trods for, at Henry løb bagved en af de dårligste offensive linjer i ligaen, samt at Titans ikke havde andet at skyde med rent offensivt. Nu har Henry den forsvarende MVP Lamar Jackson ved sin side, og de kommer til at udgøre en dødbringende duo. 

Til trods for at det i høj grad var Steve Spagnuolos forsvar, som bar Kansas City Chiefs til titlen i fjor, så havde de det relativt svært mod løbet. Chiefs tillod 113 løbe-yards pr. kamp, og Henry har traditionelt set præsteret godt mod dem, da han står noteret for 672 løbe-yards, otte løbe-scoringer og tre (!) kastede touchdowns i seks indbyrdes opgør – inklusive slutspillet. 

Forudsigelse 

Det er sjette gang, at Lamar Jackson og Patrick Mahomes brager sammen – og hidtil er det den forsvarende mester, som har overhånden. Mahomes har vundet fire af de fem foreløbige opgør og Chiefs er da også favoritter i sæsonpremieren. 

Mens Ravens har mistet flere startere og trænere fra den succesfulde 2023-sæson, så er Chiefs kun blevet bedre. Mahomes har fået tilført ny energi til angrebet i form af lynhurtige Xavier Worthy og Travis Kelce er helt skadefri igen. 

Derudover har jeg svært ved at forestille mig, at Andy Reid taber to åbningskampe i træk – da Chiefs tabte til Lions i fjor. I kan glæde jer til et festfyrværkeri af en sæsonpremiere, men i sidste ende løber Mahomes og Chiefs med sejren på 23-20. 

Læs også: Sæsonoptakt til AFC West