Uge 5 er overstået, de første hold har været på bye week, og skaderne regner stadig ned over ligaen. Her er, hvad vi lærte i uge 5.

1) Profiler falder som fluer
Som altid er der skader i NFL. Men denne sæson har været hård og søndag blev en særligt hård dag for især to hold. New York Giants måtte lade fire receivere udgå mod Chargers. De to vigtigste – Brandon Marshall og Odell Beckham Jr. – er færdige for denne sæson. Det samme er tilfældet for de to forsvarsstjerner i Houston, J.J. Watt og Whitney Mercilus. Tabet af de to kan koste Texans sæsonen.
2) Tre hold, tre overtidskampe
Tre gange er en kamp gået i overtime i de første fem uger. Colts, 49ers og Cardinals har alle været involveret i to af dem. Ingen af holdene er specielt gode, og det er vel ikke helt skævt at sige, at de tre hold – måske sammen med Giants – lige nu kæmper om ikke at være det dårligste i ligaen. Lige nu er 49ers sorteper med nul sejre i fem forsøg.
3) Er Jacksonville for real?
Jeg føler, at vi har snakket om Jaguars’ potentiale i årevis, men i år ser det ud til, at de måske kan realisere det. Sejren over Steelers søndag var meget imponerende. Ikke mindst fordi forsvaret lukkede fuldstændig ned for Ben Roethlisberger og lavede fem interceptions. Jaguars ligner allerede nu en vinder i AFC South.
4) Er Big Ben done?
I forlængelse af punkt tre er det værd at overveje, om Ben Roethlisberger er ved at have nået enden. Veteranen har ikke været så skarp som tidligere i denne sæson, og selvom de fem interceptions søndag skævvrider billedet har han nu syv i fem kampe. I foråret overvejede Big Ben angiveligt at stoppe karrieren og efter kampen søndag blev det bragt på bane igen. Lad os bare sige, at den 35-årige ikke var afvisende. Det bliver helt sikkert en historie at følge, når sæsonen er slut.
5) Patriots fik gang i forsvaret, men…
…de var altså stadig en anelse heldige. Tre horrible field goal-forsøg fra Nick Folk kostede Buccaneers ni point i nederlaget på 14-19 til Patriots. Det er stadig grund til bekymring, at man ikke vinder mere sikkert over Bucs, der har ikke helt har levet op til forventningerne i de første uger af sæsonen. De skal selvfølgelig stadig være glade for sejren i Foxborough. Især fordi…
6) …Jets er med i top af AFC East
Ja, hvem skulle have troet det? Jeg kom for skade at kalde dem det dårligste hold i ligaen, inden sæsonen startede. De ord tager jeg i mig igen. Nu venter et opgør mod netop Patriots – i New York. De kampe er ofte tætte, og hvis Jets kan overraske viser de, at de skal tages seriøst.
7) Raiders har virkelig brug for Derek Carr
Det tog fire minutter for Raiders uden Derek Carr at komme bagud med 14-0. Ikke overraskende blev det til et nederlag til Ravens – det tredje i træk, og divisionen er pludselig rigtig langt væk for Oakland, der skal forsøge at hænge på Broncos (3-1) og især Chiefs (5-0). Man håber, at Carr er tilbage i næste uge, men det er stadig usikkert, og Raiders’ sæson hænger i en tyndere tråd for hver uge, der går uden Carr på banen.
8) Trænere, der er presset
Vi er fem uger igennem sæsonen, og det betyder at det ikke er helt dumt at begynde at kigge på, hvilke trænere, der kan være i store problemer rent jobmæssigt, når sæsonen er ovre – eller måske før. Ben McAdoos andet år i New York har været en katastrofe, så Giants-træneren er en åbenlys kandidat til første fyring. Jeg bliver desuden stadig mere og mere overrasket over, at Chuck Pagano stadig sidder i sædet hos Colts. Hvornår ryger han ud? John Fox i Bears har oppet sig, men han er stadig under pres.
9) Rodgers being Rodgers
De må være godt trætte af Aaron Rodgers i Dallas. I januar slog Packers netop Cowboys ud af slutspillet på et sent field goal og i søndags var det så Aaron Rodgers, der med under to minutter igen førte Packers til et touchdown og en sejr. Præcis som han har gjort det så mange gange før. Aaron Rodgers ligner Aaron Rodgers, og hvis Packers kan holde sig nogenlunde fri for skader er de en god kandidat til at repræsentere NFC i Super Bowl.
10) Cam being Cam
En anden kandidat er Carolina Panthers, der som bekendt tabte Super Bowl 50 for et par år siden. Newton har fundet formen, og Panthers er nu 4-1. To sejre over Patriots og Lions i de seneste to uger er rigtig gode tegn for Panthers, der spiller i en overkommelig division i NFC South med Atlanta Falcons som største konkurrent.