Der resterer fire uger af grundspillet og i denne uge vil vi uden tvivl få de første hold klar til slutspillet, der starter, når vi går ind i januar. Hvordan slutter rundens kampe? Følg med her.

Atlanta Falcons – New Orleans Saints, 27-23 (torsdag)
Runde 14 starter med et brag af en kamp torsdag aften, når Falcons tager imod Saints. Falcons SKAL vinde for at holde sig inde i kampen om NFC South, så der er meget på spil. Saints kan sikre en slutspilsplads i denne uge, hvis de vinder og andre resultater går deres vej.
Buffalo Bills – Indianapolis Colts, 28-13
For Bills er drømmen om at slå Patriots af tronen i AFC East så godt som ovre, men der er stadig en slutspilsplads at spille om. Anderledes triste er udsigterne for Colts, der bare skal forsøge at vinde mere end de tre kampe, de allerede har vundet i denne sæson.
Carolina Panthers – Minnesota Vikings, 10-13
Endnu et brag af en kamp i NFC. Jeg er all-in på Vikings, så jeg tror også på, at forsvaret kan gøre nok til at slå Panthers i Charlotte. Det bliver dog en tæt kamp, der kommer til at sige meget om styrkeforholdet blandt et par af konferencens bedste mandskaber.
Cincinnati Bengals – Chicago Bears, 20-17
Bengals lever, og jeg er ikke sikker på, det er en god ting for dem. Alt tyder på, at dette bliver endnu en sæson, der lige præcis bliver god nok til, at head coach Marvin Lewis beholder sit job. For Bears er situationen en anden, og alt handler bare om at udvikle holdet og den unge quarterback Mitchell Trubisky frem mod næste sæson – måske med en ny træner.
Cleveland Browns – Green Bay Packers, 22-31
Packers er presset i forhold til at komme i slutspillet, men kampen mod Browns er som en gave sendt fra himlen. Håbløse Cleveland har endnu ikke vundet en kamp, og de er ved at løbe tør for chancer. Packers håber, at en sejr her kan holde håbet i live, indtil Aaron Rodgers kan vende tilbage fra sin skade.
Houston Texans – San Francisco 49ers, 16-14
Jimmy Garoppolo fik en god start mod Bears i sidste uge. Men han formåede stadig ikke at score touchdowns for 49ers, og mod Texans’ stærke forsvar bliver det ikke let. 49ers kan sagtens vinde her, men jeg tror Texans hiver den hjem.
Kansas City Chiefs – Oakland Raiders, 27-30
Vanvittigt spændende opgør i vente her. Chiefs er i krise og har tilmed suspenderet sin cornerback Marcs Peters til opgøret her. Jeg tror derfor, at Raiders’ quarterback Derek Carr får en god dag, og det bliver afgørende. Raiders vinder og kan overtage føringen i AFC West, hvis Chargers taber.
Tampa Bay Buccaneers – Detroit Lions, 17-23
Lions har stadig en lille chance for at nå slutspillet, mens det samme scenarie for Bucs kun lader sig gøre rent teoretisk. Derfor tror jeg også, at Lions spiller med lidt mere gejst og vilje, og det giver dem i sidste ende sejren. Hvis Vikings vinder over Panthers kan Lions dog ikke vinde NFC North og skal håbe på et svært wild card.
New York Giants – Dallas Cowboys, 24-20
Cowboys lever teoretisk set, men det skal blive spændende at se, hvordan Giants reagerer efter fyringen af Ben McAdoo. Alle spillere hos Giants spiller vel reelt for et job, når der skal en ny head coach til holdet, så jeg forventer, at de spiller alt, hvad de kan.
Arizona Cardinals – Tennessee Titans, 23-27
Der venter ikke umiddelbart en let kamp for Titans her, men de bør tage til Arizona og hive en sejr i land. Lige nu ligner de AFCs tredje seed, men det kræver at de holder Jacksonville Jaguars bag sig – og det kræver formentlig en sejr.
Denver Broncos – New York Jets, 16-23
Broncos har stadig et teoretisk håb om at komme i slutspillet. For Jets er mulighederne også små, men ikke desto mindre til stede. Broncos har været håbløse over de seneste otte kampe, og det er svært at se, hvor pointene skal komme fra. Jets behøver ikke score meget for at vinde her.
Los Angeles Chargers – Washington Redskins, 26-22
Chargers tager endnu et skridt mod en vild tur til slutspillet med en sejr her. Efter en start på 0-4 er man nu 6-6 og kan tage føringen i AFC West i denne uge, hvis det lykkes at slå Redskins. Det er formentlig stadig ikke et Super Bowl-hold, vi har med at gøre her, men comebacket i divisionen er imponerende.
Jacksonville Jaguars – Seattle Seahawks, 29-26
Begge hold er 8-4 og kæmpe bravt for at vinde enten sin division eller i hvert fald få et wild card. Jaguars er på hjemmebane, og derfor giver jeg dem en lille fordel her. Jeg ser dog kampen som meget tæt, og den kan sagtens gå begge veje.
Los Angeles Rams – Philadelphia Eagles, 24-20
Et af tre store NFC-opgør i denne uge. Eagles tabte i sidste uge, og det viste, at de bestemt ikke er urørlige. Rams er hamrende godt kørende og på hjemmebane har de en fordel. Skal du se én kamp i denne uge, så er det denne.
Pittsburgh Steelers – Baltimore Ravens, 24-20
Steelers vinder AFC North med en sejr her, og selvom Ravens har spillet sig i form, så gætter jeg på, at missionen lykkes for hjemmeholdet. Det vil samtidig bringe dem et stort skridt tættere på en friuge i slutspillet, når grundspillet slutter nytårsaften.
Miami Dolphins – New England Patriots, 13-34 (mandag)
Ligesom Steelers vinder Patriots sin division med en sejr i denne uge. Og præcis ligesom Steelers vil det bringe The Brady Bunch et skridt tættere på en friuge i slutspillet. Sker det ikke i denne uge skal det dog nok lykkes for Patriots. Det er kun et spørgsmål om tid, før Bill Belichick og Tom Brady igen står med muligheden for at spille sig i en Super Bowl.
Sidste uge: 14-2
I alt: 125-67