Redskins halter allerede gevaldigt efter i NFC East, da holdet fra Washington har tabt sæsonens første to kampe.

Derved ligner det allerede på nuværende tidspunkt en uoverkommelig opgave for Jay Gruden og co., hvis de har forhåbninger om at genvinde divisionstitlen. Dette har selvsagt fået pressen på nakken af mandskabet – og især Kirk Cousins, som foreløbigt har præsteret under vaneligt niveau.

Men trods to ujævne præstationer fra Washington Redskins’ quarterback, så er Jay Grudens tiltro ikke forduftet: ”Vi har fortsat komplet tiltro til, at Kirk (læs: Cousins) vil rette op på sine præstationer.” Siger Redskins’ cheftræner til ESPN, før han fortsætter: ”Han (Læs: Kirk Cousins) har allerede bevist, at han kan være en succesfuld quarterback i denne liga.”

Washington Redskins har tabt sæsonens to første kampe, heriblandt efter at have smidt en sen føring mod divisionsrivalerne, Dallas Cowboys, i søndags. Kirk Cousins har i begge kampe kastet en interception i modstandernes end zone: fejl, der har vist sig kampafgørende.

Yderligere har kun Jameis Winston kastet flere interceptions i sæsonens to første kampe end ”Captain Kirk”, som ligeledes har den 27. dårligste passer rating ud af 33 målbare quarterbacks. På søndag får Cousins mulighed for at modbevise sine kritikere, når Redskins gæster divisionsrivalerne fra New York Giants.