Det kan godt være, at der stadig er et par dage til, at NFL-sæsonen skydes i gang. College-sæsonen er derimod skudt i gang, og i nat blev det til et historisk opgør.

Det så utroligt skidt ud utroligt længe, men i sidste ende blev det til en triumf uden lige, da UCLA færdiggjorde et historisk comeback mod Texas A&M.
Det var et opgør mellem to traditionsfyldte og stolte skoler, som begge har sendt massere af spillere til NFL. Trods ingen af holdene vurderes blandt favoritterne til at vinde det nationale mesterskab, er der tale om to potente hold. Begge mandskaber leverede underholdning i verdensklasseunderholdning.
Texas A&M besøgte den berømte Rose Bowl i Pasadena, hvor de skulle møde det californiske hjemmehold, der bliver ført an af supertalentet Josh Rosen.
Den 20-årige quarterback fra Manhattan Beach, Los Angeles er udset til at være blandt de første spillere valgt i næste års draft.
I fjerde quarter viste han hvorfor, at han har fået kælenavnet Chosen Rosen.
Højdepunkter fra kampen kan ses herunder – artiklen fortsætter under videoen.

Hjemmeholdet var bagud med hele 34 point i slutningen af tredje quarter, inden Josh Rosen og UCLA gik i gang med at ødelægge den Texanske fest. På dette tidspunkt var store mænger af hjemmeholdets fans allerede udvandret. Det skulle de ikke have gjort. Efter en miserabel start med mange fejl, sacks og en fumble fra Rosen, var det en helt anden spiller og et helt andet hold, der gjorde sit indtog i fjerde quarter.


Her kastede den unge quarterback for 292 yards og fire touchdowns og viste vanvittig ro, snille og teknik, kombineret med en smule held. Kampens sidste scoring kom med under et minut tilbage. På et frækt trickspil sendte Rosen bolden i hænderne på receiver Jordan Lasley. Mod alle odds var der touchdown og en føring. Quarterbacken lod som om han spikede bolden, men det var et kastespil hele vejen. UCLA vandt kampen 45-44 efter at have været bagud 44-10.
Det betyder, at UCLA starter sæsonen 1-0, mens A&M må rejse hele vejen hjem til Texas med en kæmpe skuffelse. Specielt holdets to runningbacks må være godt gale i skralden. Trayveon Williams løb for 203 yards og to touchdowns, mens Keith Ford skaffede 114 yards og tre touchdowns på jorden. Det er to fremragende præstationer, der bliver overskygget af det, som Josh Rosen leverede.
College-football leverede tidligt i sæsonen en nyklassiker. Lad os håbe, at NFL kan gøre det samme.