Patriots’ Rob Gronkowski har placeret sig selv i karantænefare efter et sent og unødvendigt hit på Bills-cornerback Tre’Davious White.

New England Patriots cruiser mod endnu en sejr i Buffalo, men det var ikke nok til at holde tight end Rob Gronkowski fra at begå en kæmpe dumhed i fjerde quarter.
På en tredje down blev Gronkowski dækket tæt op af rookie-cornerback Tre’Davious White, der interceptede Tom Brady. White brugte ufine midler i opdækningen af angrebsstjernen, men blev ikke kaldt for nogen forseelse. Det frustrerede tydeligvis Gronkowski så meget, at han lagde et meget sent hit på en forsvarsløs White efter spillet.

Gronkowski kan med al sandsynlighed se frem til en klækkelig bøde og måske endda en suspendering i New Englands næste kamp.